// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Line Vaaben & Asser Hedegård Thomsen: En forudsigelig forbrydelse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund, True Crime

Line Vaaben & Asser Hedegård Thomsen: En forudsigelig forbrydelse

Skrevet af den 21. januar 2023 – 06:49Ingen kommentarer

Lad det være sagt med det samme – denne bog er ikke behagelig læsning, for den handler om kvindedrab i Danmark. Hele 536 kvinder blev dræbt i perioden 1992 til 2016. Det gode er, at viden på området gør, at disse drab i mange tilfælde vil kunne forudsiges og dermed undgås, hvis vi har modet til at tale om det, og politikerne har modet til at vedtage den nødvendige lovgivning.

I bogen fremlægger Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen, hvad man ved om drab på kvinder, på baggrund af Asser Hedegård Thomsens forskning i emnet og interviews med eksperter fra både ind- og udland. Herudover indeholder bogen syv kvinders fortælling. Seks af dem blev slået ihjel, mens en enkelt overlevede. Selvom emnet måske kan virke tungt, så er bogen med sit indbydende og overskuelige layout overraskende let læst.

En forudsigelig forbrydelse er en vigtig bog, som giver den nødvendige viden om kvindedrab, hvis der skal kunne gøres en målrettet og effektiv indsats mod disse drab. Denne viden er vigtig for vores lovgivere, men i høj grad også for kvinder, forældre og andre pårørende, som kan hjælpe med at spotte faresignalerne, inden et forhold får dødelig udgang. Forskerne har nemlig identificeret en række faktorer, der øger risikoen for drab på kvinder, og hvis vi kender dem, kan vi også være med til at forebygge dem.

Bogen er overskueligt opbygget og veksler mellem faktuelle kapitler og kvindernes livshistorier. Den giver bl.a. et overblik over danske kvindedrab historisk set, forskellige drabstyper som fx partnerdrab og seksualdrab, fysisk og psykisk vold, risikofaktorer og røde flag. Den fortæller også om den såkaldte ægtefællerabat, der indtil 2009 siden betød, at det blev anset som en formildende omstændighed, når det var ens partner, man slog ihjel, og dermed fik gerningspersonen rabat ved strafudmålingen.

Jeg fandt bogen utrolig interessant og godt formidlet og kan varmt anbefale den til alle. Det er en vigtig bog, der fortjener mange læsere.

Hvis du kan lide denne bog, vil jeg også anbefale dig at læse Niels Franks Fanden tage dig.

Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen, En forudsigelig forbrydelse, Forlaget 28B, 311 sider, oktober 2022

Der er lukket for kommentarer.