Chris Carter: Blodig jagt
Har du først læst én af Chris Carters bøger om de to kriminalassistenter Robert Hunter og Carlos Garcia, der arbejder i LAPD’s specialafdeling for særligt voldelige forbrydelser og de bestialske forbrydelser, de står overfor, er der ingen vej tilbage. Du må simpelthen bare læse alle bøger i serien og helst uden afbrydelser. Så tag dig i agt for denne 13. bog i serien – den er på over 500 sider og holder dig fast hele vejen igennem.
”Tror du på Djævelen?” spørger kriminalassistent Barnes, da han ringer til Hunter på hans fridag for at orientere ham om et drab, han vil sende videre til Ultravoldsenheden. ”For hvis du ikke gør, kriminalassistent Hunter … så tror jeg, du skifter mening, når du kommer herhen.”
Hunter og Garcia kommer til at stå overfor et af deres hidtil mest voldsomme og bestialske mord, foretaget af en psykotisk morder, der bestemt ikke har i sinde at slutte der. De ved begge, at det bliver et kapløb med tiden for at finde de spor, der skal føre dem til morderen, før han slår til igen. Offeret er hængt op i en kæmpe fiskekrog, og Hunter begynder virkelig at overveje, om det er ondskaben selv, der har været på spil. Da retsmedicineren finder en besked inde i offeret, må LAPD handle hurtigt for at finde en mening med galskaben.
Der går dog ikke længe, før et andet offer bliver fundet. Fremgangsmåden er komplet anderledes, men Hunter ved, at det er samme morder, der er på spil. Problemet er bare, at han ikke kan regne ud, hvad forbindelsen mellem ofrene er, og hvad morderens motiv er. Kan han nå at løse gåden, før morderen slår til igen?
Endnu en gang har Chris Carter skrevet en nervepirrende uhyggelig psykologisk thriller, der med garanti får dig til at tjekke om døre og vinduer er låst. Jeg læser aldrig hans bøger, når jeg er alene hjemme, da de er seriøst scary og giver mig de vildeste myrekryb. Samtidig er de umulige at lægge fra sig, så sørg for ikke at være alene og at have alt indenfor rækkevidde, når du går i gang.
Læs også vores anmeldelser af Chris Carters tidligere bøger i serien her
Chris Carter: Blodig jagt, Forlaget Jentas, oversat af Rasmus Klitgaard Hansen, 496 sider, oktober 2022