Jonas Jonasson: Profeten og idioten
Nu ligger denne slags bog ikke typisk indenfor den genre, jeg plejer at læse, men hold op, hvor er jeg glad for, at jeg tog fat på Profeten og idioten. Mangler du en roman, der kan få smilet frem på dine læber og give dig følelsen af, at alt skal nok blive godt igen, så må du ikke gå glip af denne nye Jonas Jonasson-roman.
Vi befinder os i Sverige i sensommeren 2021, hvor den autodidakte astrofysiker Petra Rocklund har regnet ud, at jorden vil gå under kl. 21.20 den 21. september 2021. Ingen vil tro på hende, så hun ser ingen anden udvej end at gøre en ende på sin egne lidelser i god tid. Men universet vil alligevel noget andet for Petra. For hendes beslutning bliver forpurret af den mindre intelligente Johan, hvis storebror Fredrik har solgt familiens dyre lejlighed og ”delt ” overskuddet med Johan, så denne har fået en autocamper med et stort køkken, og Fredrik er rejst til Rom som mangemillionær. Johan er nemlig god til at lave mad, til at citere 100 amerikanske film og så ikke så meget mere end det.
Efter at Johan ved et hændeligt uheld har ladet autocamperen trille ned i Petras campingvogn (hændeligt fordi Johan faktisk ikke har kørekort), påbegynder de to en retfærdighedens rejse, hvor de vil få det bedste ud af den tid, de har tilbage på jorden. Første besøg er hos Petras Store Kærlighed Malte Magnusson – et besøg der ender helt galt. Efter de er stukket af fra gerningsstedet, ender de hos den 75-årige enke Agnes, som har tjent en formue som ung rejseinfluencer (uden at have forladt landet). Hun tager med Petra og Johan på sin første rejse mod Rom for at konfrontere Johans storebror. Selvfølgelig går intet som planlagt, men med masser af Johans gourmetmad og Agnes’ mange penge kommer vi som læsere med på noget af et uforglemmeligt eventyr.
Snyd endelig ikke dig selv for denne nye roman fra forfatteren til Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Jeg kluklo og krummede tæer flere steder i bogen, samtidig med at jeg heppede på, at den lille trio ville få oprejsning for alle deres uretfærdigheder. Bogen er skrevet i et letlæst sprog med fængende karakterer, og det er bestemt ikke sidste Jonas Jonasson-bog, jeg kommer til at læse.
Læs også vores tidligere anmeldelser af Jonas Jonassons bøger her
Jonas Jonasson: Profeten og idioten, Modtryk, oversat af Anders Johansen, 393 sider, oktober 2022