// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nicola May: Gaven i Cockleberry Bay & Vinter i Cockleberry Bay
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Feel good, Roman

Nicola May: Gaven i Cockleberry Bay & Vinter i Cockleberry Bay

Skrevet af den 6. november 2022 – 06:06Ingen kommentarer

Med Gaven i Cockleberry Bay er vi tilbage i den charmerende og hyggelige engelske kystby, hvor Rosa forsøger at holde sammen på sin familie, sine venner og livet i byen.

Hun er blevet medejer af cafeen Rosas og vil derfor gerne give sin lille butik videre, men det skal gøres i gamle Neds ånd. Butikken sættes derfor ikke til salg, men den kommende ejer skal gøre sig fortjent til den. Det bliver springbrættet til at sætte historien i gang, for hvem har fortjent butikken? Hvordan gør man sig fortjent til en butik? Rygtet om denne ’gavebod’ rygtes langt ud over bygrænsen, og pludselig besøger flere og flere tvivlsomme typer den lille by. Samtidig kæmper Rosa med kærligheden, og ønsker brændende at blive mor, så hende og Josh kan få en rigtig familie.

I bedste feel good stil udspiller det ene drama efter det andet sig omkring Rosa, som altid formår at få opmærksomheden rettet mod sig selv. Vi møder de gode gamle kendte karakterer fra de to første bøger, og samtidig introduceres vi for nye, som får lov til at spille en stor rolle i den sidste bog Vinter i Cockleberry Bay.

Der er noget umådeligt hyggeligt og hjemligt ved at læse disse bøger. Det kræver ikke det store af læseren, og man er godt underholdt. Man begynder at holde af folk og fæ i den lille by, for alle besidder de jo en personlig charme, omend nogle også er noget excentriske. Serien slutter med Vinter i Cockleberry Bay, hvor alle ender sluttes, og det er godt, for historien begynder lidt at gå i ring, og det vil ikke virke troværdigt, at der spindes flere intriger og historier op omkring den skøre enlige Rosa fra London, som kommer til Cockleberry Bay.

Anmeldelsen af de to første bøger i serien kan læses her.

Nicola May, Gaven i Cockleberry Bay, 319 sider & Vinter i Cockleberry Bay, 324 sider, Alpha, 2022, oversat af Christine Gasbjerg.

Der er lukket for kommentarer.