// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Matt Haig: Pigen der reddede julen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog

Matt Haig: Pigen der reddede julen

Skrevet af den 30. november 2022 – 06:24Ingen kommentarer

Julen er i fare!

Det bliver næsten ikke mere klassisk end det. Alle gode julehistorier har noget drama, hvor man lige når at tro at alt er tabt. At julen ikke kan reddes. I ”Pigen der reddede julen” (temmelig afslørende titel) møder vi pigen Amelia, der bor i Londons fattige kvarter med en meget syg mor og en meget sort kat.

Amelia skriver et rørende brev til julemanden, hvor hun ønsker sig en ny kost til at feje skorstene med, for det er hendes daglige arbejde. Hun ønsker sig også en snurretop, en bog af Charles Dickens og at hendes mor bliver rask. Det sidste ønske er så vigtigt, at det nærmest kun kan være et mirakel, det siger lægen i hvert fald.

Men der sker ikke noget mirakel og pludselig er Amelia helt alene i verden og så er der voksne der finder på, at nu skal hun på fattighjemmet. Amelia nægter, da hun ikke må medbringe sin elskede kat, men der er ikke noget at gøre.

Samtidig har julemanden nok at se til. Problemerne vælter ned over ham: sure trolde, fortvivlede nisser, rensdyr der falder ned fra himlen og en efterhånden stor risiko for at julen må aflyses. Det værste er, at det svinder ind i den magi, der er i verden og julemanden kan på ingen måde redde julen alene.

Bogen er en opfølger til “Drengen de kaldte Jul”, sidste års virkelig skønne julebog. Og denne bog er skrevet med samme varme og humor og alligevel så rørende og fin, at man ikke helt kan slippe den igen. Og den skønne Amelia er en hovedperson efter mit hjerte. Som hendes mor altid sagde: Livet er som en skorsten. Nogle gange er man nødt til at kæmpe sig igennem mørket for at nå frem i lyset. Og Amelia finder heldigvis frem til lyset til sidst.

Matt Haig, Pigen der reddede julen, på dansk ved Eva Mosegaard Amdisen, Forlaget Albert, 330 sider, 2022

Der er lukket for kommentarer.