Tonny Vorm: Spor i sneen
I dette medrivende drama bygger forfatter og journalist Tonny Vorm oven på virkelige hændelser på Grønlands østkyst under Anden Verdenskrig og dramatiserer dem med dialoger, tanker og så videre.
Kort fortalt handler det om vejrudsigter. Om at kunne forudse vejret over Europa. Og det kan man, hvis man har en vejrstation på Grønlands østkyst. Derfor kæmper de allierede og Nazi-Tyskland en heftig kamp om at etablere og drive vejrstationer på kysten under Anden Verdenskrig.
Tonny Vorm tager os med en lille gruppe danskere, der sendes afsted for at patruljere på kysten og lede efter tyskere, som måtte have slået sig ned. Uden at afsløre for meget, så opdager danskerne selvfølgelig nogle tyskere, der har slået sig ned og sender vejrmeldinger hjem. Det kommer der et temmelig barskt og dramatisk forløb ud af – hvor store dele af det faktisk er sket i virkeligheden.
Bogen giver en fabelagtig beskrivelse af de barske vilkår, samt et fremragende blik ind under huden på de danske såvel som de tyske soldater. Den er desuden velskrevet med en god nerve. Man glemmer helt at man sidder i den varme sofa – og ikke er ude på den kolde is med et spand slædehunde. For man føler næsten, man selv er der.
Tonny Vorm: Spor i sneen. Politikens Forlag, 2022. 312 sider.