En gud, en konge og menneskene der er underlagt kongens og guds befalinger om at fælde træer og dræbe dyr. En trold og en ræv der af pligt hævner sig på vegne af naturen, når menneskene dræber. Og et menneske, Karoline, der ser det hele i et større perspektiv.

Med sine korte sætninger har bogen et rask tempo, men er alligevel skrevet på en eventyrlig måde. Den vil enten sætte gang i en masse tanker, eller efterlade en med en tom og dårlig fornemmelse i kroppen. I mit tilfælde, tror jeg, gjorde den lidt begge dele.

Rasmus Daubjergs seneste roman, Trold, er en bog, der er anderledes på den gode måde og som udfordrer sin læser. Allerede på første side bliver fordommene udfordret, da trolden er en kvinde. I sin enkelthed handler bogen om menneskene, der dræber naturens dyr og træer på kongens og guds befaling. Selvom kongens uro tydeliggør, at det ikke er ubetinget fedt at sidde på toppen af kransekagen, er det menneskene der betaler prisen. Når menneskene dræber, gør de, og så græder trolden, som med sin bøddelkjole ufrivilligt er nødsaget til at dræbe menneskene på vegne af naturen, selvom det piner hende.

Midt i den simple opdeling i menneske og natur, som hinandens fjender, står Karoline, som forstår troldens pinsler og som er forbundet til både natur og menneske. På mange måder er hun, hvis man skulle perspektivere bogen til vores nuværende klimakrise, det spinkle håb, at menneskene kunne leve i større harmoni med naturen. Daubjerg sår små frø, der leder en hen på sådanne tanker, men de bliver ikke bearbejdet yderligere i bogen, og det er derfor op til en selv, hvor meget fortolkning, man vil kaste ind i bogen. Bogen kan dermed også bare være en markaber og dyster roman om en trold, der spiser mennesker, uden håb eller tegn på forbedring eller udvikling.

Selvom Trold er anderledes, er der alligevel meget, der føles familiært. Måske er det, fordi den minder om brødrene Grimms fortællinger, som jeg er opvokset med. Eller fordi jeg for nyligt har læst Charlotte Weitze’s roman Rosarium, som i den grad også berør naturen og menneskenes forbundenhed og er blevet omtalt som en klimaroman.

Daubjergs roman rummer ligesom Rosarium masser af eventyr på en grænseoverskridende og markaber måde. Jeg vil også gerne klassificere den som en klimaroman, fordi den skildrer den disharmoni, der er blandt mennesket og naturen og hvordan magt og gud har forårsaget dette. Derudover kan striden mellem naturen og menneskene ses som krigen mellem to nationer eller verdensdele, begge overbeviste om, at de dræber i den rette ånd.

Eventyrlige fortællinger er ofte noget, jeg forbinder med fortid og andre universer. Daubjerg formår i sin roman at trække det eventyrlige meget tæt på vores virkelighed, selvom den ikke fik mig til at frygte menneskeædende trolde. Store dele af bogen er helt betagende, mens andre bliver for gentagende og mister magien. Derudover eksisterer en romantisering af naturens forbundenhed med sig selv, troldens forbundenhed med andre dyr og planter. Denne sameksistens af både genialiteter og banaliteter er måske netop passende i en bog, der prøver at kridte banen mellem det gode og det onde op. Her eksisterer dog en ubalance i yin & yang og havde Trold været et Star Wars univers, så havde de mørke kræfter allerede vundet.

Rasmus Daugbjerg, Trold, August 2022, Gutkind forlag, 128 sider.