Abdulrazak Gurnah modtog Nobelprisen i litteratur i 2021 for ’Paradis’, hvor han fortæller om kolonialismens katastrofale konsekvenser på det afrikanske kontinent. I ’Efterliv’ kredser han om samme tematik med afsæt i fem personers liv.

Her møder vi blandt andet Hamza, der har valgt den barske tilværelse som soldat for de tyske kolonitropper i østafrika i starten af det 20. århundrede. Som barn blev han solgt af sin far som slave, og han har intet kendskab til sin familie. Gurnah tager læseren med rundt i de østafrikanske lande, og man hører om de lokale kulturer og mennesker. Det er fremmedartet og fascinerende og så detaljerigt, at man næsten skulle tro, at forfatteren selv havde oplevet.

Der er mange parallelle handlingsforløb i romanen, det er opdelt i fire afsnit, og det er barske historier om kolonialismens overgreb. Det flyder med kranier, knogler og blod i kølvandet på de tyske kolonihæres nedkæmpning af lokale stammer. Da 1. Verdenskrig bryder ud kommer lokalbefolkningen under beskydning fra såvel tyskere som briter, og mange bliver bortført og tvunget til at arbejde som bærere og oppassere. Vores hovedpersoner overlever dog rædslerne, og man følger dem og deres skæbne.

Gurnah fortæller i en meget ligefrem stil, men man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge de forskellige handlinger og mange mennesker, der krydser ind og ud af historierne. Romanen er et stærkt vidnesbyrd om, hvor forfærdeligt afrikanere led under de europæiske kolonisatorer, og hvor dybe ar kolonialisme efterlader. På den vis er det en almengyldig fortælling om liv levet under tvang og overgreb.

Abdulrazak Gurnah: Efterliv. Gutkind, 351 sider. Oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen, maj 2022