I månederne efter årsskiftet 1944-1945 flygtede en flodbølge af tyskere fra øst mod vest. De flygtede fra de mange russiske soldater, der maste sig frem mod Berlin og sejren på 2. Verdenskrig. Det var en sand menneskevandring og desperate børn, kvinder og mænd døde i hobetal. Det er skæbner fra denne vandring, vi følger i ’Sange om stilhed og hjem’.

Romanen er delt i to. I den første del er Tulla hovedperson. Hun er et barn, en ung pige, forklædt som en dreng i håbet om ikke at blive voldtaget. Det er en forhutlet og nedbrudt skare, hun følges med i tænderskærende frost. Turen går over isen, russerne bomber og flere af de store skibe, som kan transportere dem vestpå, bliver torpederet af russiske ubåde. Det lykkes for Tulla og et par andre småbørn, samt den lidt ældre Renata og en voksen kvinde at komme med en båd, der klarer den farlige sejlads. De havner dog ikke som forventet i Kiel, men i København. Og her er de ikke velkomne. De isoleres i lejre, må ikke have kontakt med danskere og lever på et eksistensminimum.

Fortællingen er set gennem barnets øjne, og Tulla ved ikke meget om baggrunden for krigen og de mange forfærdelige ting, hun oplever. Marstrand-Jørgensen opnår derved at give denne første del en nøgtern, registrerende og lidt undrende stil, der rammer læseren lige i solar plexus. Barnets kæmpe længsel efter sin familie og normalitet er intens og rystende godt gengivet af Marstrand-Jørgensen.

Gradvist bliver Tulla dog klogere på, hvorfor hendes mors bedste (jødiske) veninde pludseligt forsvandt, hun konfronteres med løgnene og begynder at forstå, hvad der er sket og hvad tyskerne har ansvaret for.

I bogens anden del er voksne Simon den centrale fortæller. Han er komponist, studerer på konservatoriet og har jødiske rødder, men sætter sig alligevel for at gøre noget godt for tyskerne i lejren. Han laver et kor og forfatter et ambitiøst værk, som refleksion over håbløshed og menneskelige tragedier. Tulla – forklædt som dreng – viser sig at have et fantastisk sangtalent og sådan knyttes de to sammen.

Men hvorfor pokker bruger Simon dog tid på flygtningene, hvoraf nogle fortsat er tilhængere af nazismen, mens andre har været forfulgte, eller uskyldige børn? Sådan spørger flere af hans venner, og Simon kæmper for sin ret til ikke at anskue flygtningene som én homogen gruppe, hvor alle er lige skyldige. I diskussionerne mellem Simon og vennerne, og også i Simons egne refleksioner, kan man genkende nutidens angst for det fremmede og den foragt, der følger i fodsporene af angsten, Det lykkes forfatteren at drage disse paralleller på en elegant og ikke docerende måde.

Bogens første del står så afgjort stærkest. Anden del har ikke den samme nerve, og der bliver lidt vel mange svinkeærinder, blandt andet Simons uforløste kærlighed til en kvinde fra krigsårene. Men uanset dette er ’Sange om stilhed og hjem’ en stærk og velfortalt historie om både savn, omsorg og had og en del af vores historie, som vi glemmer i de mange skåltaler om Danmark under besættelsen og efterkrigsårene.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Sange om stilhed og hjem. Gyldendal, september 2022.