Jens Andersen: Ditlevsen. En biografi
“Jeg ville ha’ mand, og hjem og barn, og jeg ville også skrive, og meget mere ville jeg. Jeg ville ikke gå glip af en skid. Men man kan ikke eje nogen, jo – en kop, men ikke et menneske.”
Således citeres Tove Ditlevsen i Jens Andersens biografi Ditlevsen. En biografi, og ordene beskriver jo så soleklart, som de står på papiret, det liv Tove Ditlevsen har levet, og som hun ønskede at leve. Hun ville have det hele. Hun gav sig hen til det hele, velvidende at det også ville komme til at koste, når man ikke er indstillet på at gå på kompromis. Samtidig illustrerer citatet også alt det, som hun igennem hele sit forfatterskab skrev om, nemlig livet, især kvindelivet – hvor svært det kan være at få til at gå op, og hvor svært det kan være at skulle finde sin vej, når man samtidig kæmper med og mod samfundets normer og regler.
I biografien får vi et flot indblik i Tove Ditlevsens mange sider. Hendes fandenivoldskhed, hendes følelse af mindreværd, hendes klasse -og kvindekamp, uden at hun ville spændes for nogen politisk eller ideologisk dagsorden, hun ville være og var sin egen. Hendes brevkassesvar og debatindlæg er gode eksempler på, hvordan hun opfattede livet, netop at man ikke bare kan forvente, at nogen kommer og fylder en op, men at man selv må gøre en indsats: ”Lykkelig eller blot nogenlunde tilfreds kan mennesket kun være under fuld udfoldelse af sine evner.”
Jeg må med skam bekende, at jeg først sent, ja vel næsten først i de seneste års nye interesse for Tove Ditlevsen, er blevet ordentligt bekendt med hendes store og flotte forfatterskab, jeg erindrer ikke at have læst hende i gymnasiet?! Jeg har derfor nydt at læse Jens Andersens biografi om hende, da jeg på den måde er kommet bag om forfatteren, og det giver en større klangbund til at gå ombord i hendes forfatterskab, som i høj grad har en krog i hendes levede liv.
Ditlevsen. En biografi er Jens Andersens anden biografi om Tove Ditlevsen (i 1997 udkom han med Til døden os skiller. Et portræt af Tove Ditlevsen), og den er yderst velskrevet. Den bliver ikke tung som biografier nogle gange godt kan blive, men på fornem vis får han fremskrevet Tove Ditlevsens liv i en blanding af fakta, citater og fortælling, og det virker ret godt. Man føler lidt, at man læser en roman, og i min optik er det de bedste biografier, der formår det. Jeg har i hvert fald fået endnu mere lyst til at gå ombord i Tove Ditlevsens forfatterskab, at gå til kilden selv, og det er vel næsten det bedste skudsmål en biografi kan få med sig.
Læs også vores anmeldelse af Jens Andersens første biografi (genudgivelse) om Ditlevsen her.
Læs også gerne vores anmeldelser af en række af Tove Ditlevsens udgivelser her.
Jens Andersen. Ditlevsen. En biografi. Gyldendal. 2022. 184 sider.