Alice Feeney: Sten saks papir
Kender du egentlig din ægtefælle helt igennem? Ved du, om han eller hun skjuler noget fra sin fortid, der vil ændre dit syn på din store kærlighed? Måske ville du aldrig være blevet forelsket, eller måske ville du have ageret helt anderledes i nogle situationer, hvis du kendte vedkommendes fortid fuldkomment. Eller måske vil det være komplet underordnet, da fortiden intet ændrer ved den kærlighed, du føler for vedkommende. Men hvad nu, hvis den så gjorde alligevel?
Amelias mand, den semikendte manuskriptforfatter Adam Wright, har hele sit liv lidt af ansigtsblindhed. Han kan ikke genkende sin familie, venner eller kollegaer – kun på deres frisurer, tøj og stemmer. Ægteskabet mellem Amelia og Adam skranter, og deres parterapeut foreslår, at de gør noget sammen. I et forsøg på at redde de sidste stumper af deres forhold inviterer Amelia derfor Adam til Skotland på et weekendophold, Amelia har vundet i en konkurrence, og bestemt ikke en tur Adam brænder for. Især fordi vejret den pågældende weekend er så ekstremt, at det at køre dertil fra London i Amelias gamle Morris Minor Traveller fra 1978 nærmest er som at gamble med livet som indsats.
Da parret omsider kommer frem trods en voldsom snestorm, indser de hurtigt, at intet er som forventet. Den gamle ombyggede kirke, Blackwater Chapel, som de skal bo i, ser på ingen måde ud som beskrevet. Stedet ligger hen i mørke, og det virker ikke, som om parrets ankomst er forventet. Selv kirkens døre er låst – indtil de på mirakuløs vis står åbne. Da parret træder ind, er der hundekoldt, og køleskabet er tomt. Hvad der skulle have været en romantisk getaway og en måde, hvorpå de skulle finde kærligheden igen, virker nærmere som det modsatte. Kirken synes hjemsøgt, og Adam begynder at stille spørgsmål om, hvordan Amelia vandt konkurrencen, og om nogen med vilje ønsker at gøre dem ondt.
Elsker du spændingsromaner med velkomponerede plots, der ender med at tage fusen på dig, skal du helt sikkert læse denne bog. Jeg sidder i hvert fald stadig med følelsen af at være taget godt og grundigt ved næsen. Karaktererne er interessante, og historien holder dig skarpt fokuseret fra start til slut. Alice Feeney er en forfatter, jeg vil holde ekstra godt øje med i fremtiden!
Alice Feeney: Sten saks papir, Forlaget Zara, oversat af Annemette Goldberg, 335 sider, udkommer 8. september 2022