Hvis du vil læse noget vildt og mærkeligt, så er Uthaug lige noget for dig. Det hele er så…. absurd og obskønt, men alligevel hele tiden med små kroge i virkeligheden, der får dig til at tænke ”kunne det være…?”

Hun leger med alt, hvad vi kender. Alle de strukturer og fortællinger vores samfund er bygget op omkring. Hun vender det hele på hovedet, tager det til kanten og så lige et par skridt længere.

11% giver associationer til The Handmaids Tale – bare vendt på hovedet.

Vi er flere hundrede år ude i fremtiden. Patriarkatet er brudt sammen og verden styres af kvinder efter Evolutionen. De mænd, der er tilbage, er interneret på et center på Lolland, som kan frekventeres af kvinder efter lyst eller behov eller hvis de ønsker at få børn.

Mænd er kodet og trænet til at tilfredsstille kvindernes behov og kvinderne kan således vælge en mandekategori alt efter lyst og præferencer. Skulle testosteronet overtage og mændene miste kontrollen undervejs, er der personale til stede, som kan give dem noget beroligende. Den kvindelige orgasme betragtes som en afgørende kilde til energi og livskraft på lige fod med mad og vand, og det skal være slut med den tid, hvor kvinder stort set ingen orgasmer fik, fordi manden er en egoistisk race, der ikke har kunne levere varen i århundrede.

Føder kvinderne drengebørn, vurderes det, om de er avlsmateriale og skal til Centret og ellers er det ud med dem.

Drenge og mænd må ikke gå frit rundt. Testosteron anses som farligt og kilde til alt det, der er gået galt inden den matriarkalske Evolution. Krig, vold og ødelæggelse har alt sammen maskulint fortegn, men nu hersker kvinderne, og de kan nemt overleve og klare sig selv, så længe der blot er 11% mandlig race til avl. Alt over det er overflødigt og unødvendigt.

Skabelseshistorien er vendt på hovedet, slanger er guddommelige og associeres ikke med bedrag og kvinderne spiser lystigt af æblerne – noget der endda deles ud i kirken.

Symbolikken er ikke til at tage fejl af og hele dette sceneri udfolder sig gennem de fire karakterer heksen Medea, pigen Stille, præsten Wicca og lægen Eva. Fire kvinder, hvis veje, men ikke overbevisninger krydser.

Og pludselig dukker en lille dreng op, hvilket får de fire kvinders liv viklet ind i hinanden, da de bliver tvunget til at samarbejde om, hvad de skal stille op med drengen.

Og mens du læser og synes, at det hele bliver for mærkeligt, kan du jo tænke over dette, som en af kvinderne siger til en anden: “Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.”

Det er en bog, hvor forfatteren på vanlig vis rusker op i det hele lige fra skabelsesberetningen til ”the pleasure gap” over køn og de strukturer og kasser, vi klemmer os selv og hinanden ind i. Hun elsker at rode rundt i alt det, der lugter, er tabulagt, gør ondt eller er mærkeligt. Alle de ting, vi mennesker typisk holder for os selv, blæser Uthaug op.

Jeg er vild med det.

Har du ikke læst noget af Maren Uthaug før, vil jeg anbefale dig at starte med hendes andre bøger. Det her er vildere end nogensinde, og selvom jeg synes, de første 50 sider var for weird, fortsatte jeg. Fordi jeg ved, at Maren Uthaug er fænomenal.

Og 11% er ingen undtagelse.

Maren Uthaug, 11%, Lindhardt & Ringhof, 9. september 2022, 352 sider.