// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Helen Cox: Mord på heden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding

Helen Cox: Mord på heden

Skrevet af den 23. august 2022 – 06:02Ingen kommentarer

Det her er en af de krimiserier, jeg virkelig ser frem til. Den ligger bestemt ikke i den hardcore krimiende fuld af bestialske mord og lignende, men er snarere en detektivagtige hyggekrimi af typen ’jeg sidder med en varm kop te og et uldtæppe, mens jeg læser’. Der er en tid til begge typer, og da denne nye bog i serien udkom, var det præcis den slags krimi, jeg havde lyst til at læse.

Kitt Hartley er bibliotekar og skabsdetektiv. Hun er blevet kærester med den flotte kriminalkommissær Malcolm Halloran, og sammen er de i fuld gang med at udforske de nyforelskedes glæder. Da Kitt en morgen vågner efter en nat sammen med Halloran, er han væk. Der er sket et mord i landsbyen Irendale, hvor Halloran engang boende med sin daværende hustru, indtil hun fem år tidligere blev myrdet af Hallorans kollega Jeremy Kerr.

Halloran ser fuldkommen rødt. Han er overbevist om, at Jeremy er på spil fra bag tremmerne, og han kan ikke overlade sagen til andre. Det ender med, at Kitt og ham tager til Irendale for at assistere politiet i efterforskningen, og efterhånden som de graver dybere i sagen, går det op for Kitt, hvor mange ar Halloran har på sjælen. Det nye mord er fuld af litterære mysterier, og Kitt må ignorere sin nagende tvivl om Hallorans evne til at elske igen og fokusere på det nye mysterium. Det kræver hjælp fra Kitts venner, og snart er vi igen i gang med noget af et puslespil, der skal løses, inden det er for sent.

Endnu en gang har Helen Cox leveret en spændende Miss Marple-agtig krimi krydret med lidt sjov husmorporno foranlediget af Hallorans små lumre kommentarer til Kitt, mens de er på farten. Det er lidt søgt, men samtidig også ret morsomt, og jeg holdt bestemt ikke mindre af denne tredje bog i serien af den grund. Alle bøgerne i Kitt Hartley-serien kan læses selvstændigt, men jeg vil klart anbefale dig at læse dem fra en ende af. Kitts charmerende, humoristiske og fandenivoldske personlighed kommer helt sikkert mest til skue i de første to bøger – så derfor må du endelig ikke gå glip af dem.

Læs vores anmeldelser af de andre bøger i serien her

Helen Cox: Mord på heden, Forlaget Zara, oversat af Søren K. Barsøe, 320 sider, juli 2022

Der er lukket for kommentarer.