”Hun ser de hvide håndklæder for sig som hænger på knagerne på badeværelset i Paris, hvordan hun vikler sig nøgen ind i dem, først det ene, så det andet, så det tredje, som om de var bandager, og hvordan hun lå helt stille på det kolde blå badeværelsesgulv.”

Således skriver Linn Ullmann i sin roman Pige, 1983, og det beskriver fint, hvad det er hun ønsker at gøre i sin roman, netop at skrive erindringen frem. For vi erindrer i sekvenser, der er ofte huller som skal fyldes ud, og der er flere sider af en erindring alt efter, hvem du spørger.

Der var noget lækkert i at smyg sig i store lækre frotté håndklæder i Paris, men det gemte også på en væmmelig hemmelighed. De store flotte hvide og uskyldige håndklæder, de blev også bandager, som hun pakkede sig ind i for at slikke sårene, for at hele sig selv. Ja, nu sidder kvinden så i Oslo og tænker tilbage og svøber sig i håndklæder og erindringer, som et spædbarn der bliver svøbt i dynen for at genskabe fornemmelsen af at være i livmoderen, – så tæt på mor som muligt, være i tryghed.

Med et fotografi som omdrejningspunkt bevæger vi os i to spor hele romanen igennem. Et spor som handler om den unge pige, der bliver fotograferet i Paris, og det andet som handler om den middelaldrene kvinde, som er ramt af depression og angst, og som nu forsøger at få hold på sin fortid. Har den 16-årige pige og den middelaldrene kvinde noget at sige hinanden? Er de en og samme person, eller er de blevet spaltet i to?

Nok handler romanen om, hvad en ung pige med modeldrømme blev udsat for, men det er erindringerne, brudstykkerne af et levet liv sammenholdt med den kvinde, som sidder i Oslo i dag, som er interessant, og det er her bogens nerve er. For hvordan udvikler vi os? Hvilken betydning har de oplevelser, vi har haft i fortiden for vores levende nutid, for dem vi er blevet? Hvilken betydning har vores nærmeste haft, både når de har været der, men også når de kun har været der i fraværet? Hvilken betydning har forholdet mellem mor og datter?

Linn Ullmann skriver flot og nærværende. Sætningerne er forholdsvis korte, og der skal læses mellem linjerne. Astrid Lindgrens Allerkæreste søster nævnes i bogen og for mig at se, ligger den som en klangbund til Pige, 1983. Er pigen og kvinden (Karin og Linn) en og den samme, eller er det to forskellige?

Romanen lægger sig i slipstrømmen af autofiktionen, men den er ikke klassificeret som sådan, den bliver derimod kaldt genstridige erindringer. Jeg har ikke læst den med autofiktive briller, og som roman holder den, – og det er en vigtigt og klog bog, som får mine varmeste anbefalinger.

Linn Ullmann; Pige,1983; Gyldendal; 2022; 272 sider; oversat af Karen Fastrup.