Trude Teige: Den tavse kvinde
Tempoet er igen højt i denne nye og fjerde Kajsa Coren-krimi, hvor kendisjournalisten Kajsa igen ikke kan undgå at blive blandet ind i politiets sager.
Kajsa og familien er flyttet til Losvika for at bo i et hus, Kajsa har arvet, og leve et mindre stressende liv. Hun har taget orlov fra jobbet på Kanal 4 og prøver at få hverdagen til at hænge sammen med nu tre børn og en mand, der nærmest er apatisk efter en grufuld hændelse, der nær kostede ham livet. Da en kvinde bliver fundet dræbt i sit hjem, trækker journalisten alt for meget i Kajsa, til at hun kan sige nej til at dække sagen for en avis, og inden Kajsa ved af det, bliver hun igen hvirvlet ind i en sag om liv og død.
Den myrdede kvinde hedder Sissel Våge og er kendt i byen som noget af en særling. Hun har været stum, siden hun var ung, og for præcis et år siden blev hendes far myrdet i samme hjem. Hans mord er endnu ikke opklaret. Kajsa kan ikke få sagen til at stemme, og i ren Kajsa Coren-stil prøver hun at finde svarene i Sissels barndom – der er nemlig noget helt galt i den familie. Sissels far arbejdede engang som prædikant i et missionshus, og lidt efter lidt får Kajsa gravet skræmmende historier frem om overgreb på unge piger udført af en prædikant. Da den unge pige Tone fra byen pludselig forsvinder sporløst, er Kajsa straks på vagt. Hun er overbevist om, at hun må handle hurtigt, og at der kun er få brikker, der skal falde på plads, før hun regner sammenhængen ud.
Endnu en gang har Trude Teige skrevet en fængende spændingsroman med et interessant plot. Sproget er letlæst, og jeg vil helt sikkert kategoriserer denne serie som værende i den lette ende af kriminalromaner. Forholdet mellem Karsten, der er sygemeldt, og Kajsa, hvis drømme om deres nye liv som familie er brast, gav denne bog et nyt perspektiv, og jeg heppede hele historien igennem på, at Karsten skulle komme ud af sin apatiske tilstand og igen være den mand, Kajsa i sin tid faldt for. Jeg kan helt sikkert anbefale denne serie til dig, der ønsker at læse en let fordøjelig krimiserie.
Læs også vores anmeldelser af de andre bøger i serien her
Trude Teige: Den tavse kvinde, Alpha Forlag, oversat af Rikke Toft Kleemann, 320 sider, juni 2022