Luca er halvt engelsk og halvt italiener. Han har gjort en flot karriere i Londons finansdistrikt og har glemt sig selv, sin kone og børn. Det får konsekvenser og det hele falder lidt fra hinanden.

Skilsmissen har taget hårdt på ham og selvom huset funkler og han ikke mangler noget, så kan han ikke kende sig selv. Hans forældre er et par excentriske pensionister, der har sat et smukt gammel palazzo i stand ved Amalfikysten og der flygter han hen. Dropper jobbet og slukker telefonen.

Det flotte sted er dog ikke helt den fredelige villa som Luca drømte om, det smukke hus er fyldt med forældrenes venner og måske også et par spøgelser fra fortiden. Luca havde forestillet sig stille dage med fred og ro, men det bliver ikke helt sådan.

I byen møder han en smuk sortklædt kvinde, der bærer på en dyb sorg. Han drages af hendes smukke øjne og sætter sig for at finde ud mere om hende.

Byen og det smukke palazzo gemmer på flere hemmeligheder, der vikler sig sammen og Luca kan ikke finde ud af det hele på egen hånd.
Han hvirvles ind i historierne og bliver også klogere på sig selv undervejs, for han har jo også nogle brikker i sit eget liv der skal falde på plads.

Bogen er skrevet i den velkendte Santa Montefiore-stil som vi også kender fra fx Sommerfugleæsken og Biavlerens datter. Det er feel good på den helt store klinge og hvis man kan se bort fra lumre gamle mænd, der kigger efter unge kvinder, så får man en dejlig hjertevarm fortælling, med hemmeligheder og romantik.

Santa Montefiore, Det italienske tempel, Forlaget Turbulenz, på dansk ved Peter Carstens, 367 sider, 2022