Bukarest på syre. Solenoide er en roman som ingen andre, en læseoplevelse udover det sædvanlige. En rumænsk roman på 800 sider lyder ellers ikke synderligt ophidsende, men Solenoide tager dig steder hen, du ikke vidste fandtes – og som heller ikke eksisterede, før de kom til verden i Cartarescus enestående fantasi.

Det er en dans mellem to verdener. Vores jeg-fortæller er skolelærer i Bukarest. Drømmen om at blive forfatter døde for den læseglade unge mand, da hans første digt blev sablet ned af kendere. Tilbage er kun trøstesløsheden i et almindeligt liv i Bukarest med uengageret undervisning af uvorne børn. Men fantasi kan ikke slås ihjel, og jeg-fortælleren bevæger sig igennem et Bukarest, hvor det magiske og vidunderlige – og nogen gange skrækkelige – færdes side om side med det trøstesløse og kedelige.

Som barn voksede ham op i Ceausescus totalitære Rumænien. Han var svagelig og fandt trøst i bøgernes verden, hvor hverdagens triste begrænsninger ikke står i vejen for store oplevelser. I hans Bukarest, en underfundig, støvet, anderledes og befriende by, er tomme fabriksbygninger fyldt med rædselskabinetter, huse kan have uendelige mange værelser, og under det hele ligger magnetiske spoler, der oplader hele byen og kan være befriende – eller fangende.

Vi bevæger os igennem det hele som det allermest naturlige. En rejse ind i en by, der aldrig har fandtes men som findes nu, for evigt placeret i det litterære landskab, der hvor kort og virkelighed ikke længere ligner hinanden.

Jeg var overvældet over Solenoide. Over historierne, over sproget (kadeau til oversætteren, i øvrigt, det kan ikke have været nemt!), over dens samlede fylde. En magi uden lige, konkret og virkelighedstro og flyvsk og fra en helt anden verden. Solenoide kan kun anbefales. 800 sider er en del, javist, men det føles ikke så langt, og det er en bog, der bliver hos en lang tid efter sidste side er vendt.

Mircea Cartarescu: Solenoide. 832 sider, Skjødt & Palomar. Oversat af Jacob Jonia, udkom 19. maj 2022