Kelly Bowen: Lejligheden i Paris
Jeg kan simpelthen ikke få nok af bøger, som handler om Anden Verdenskrig og de oversete helte og heltinder, der gjorde så stor en forskel bag kulisserne til nok verdenshistoriens største tragedie. Mere interessant og fængslende læsning skal man lede længe efter, og når vi så ovenikøbet får historien om kunst skjult fra nazisterne – ja, så bliver det ikke bedre.
Vi befinder os i London i 2017, hvor Aurelia LeClaire også kaldet Lia, har arvet en overdådig lejlighed i Paris fra sin afdøde bedstemor. Ingen i familien anede noget om lejligheden, og til Lias store forbavselse rummer den store mængder af berømte kunst- og couturekjoler. Lia er overbevist om, at hendes bedstemor har været nazi-kollaboratør, og at kunsten er stjålet fra jøder under Anden Verdenskrig. Hun beslutter sig derfor for, at alle kunstværker skal returneres til deres retmæssige ejere.
Lia kontakter den velansete kunstrestaurator Gabriel Seymour og beder ham om hjælp til at finde ud af, hvor værkerne stammer fra. En opgave, der er som at vinde i lotteriet for Gabriel, da fundet af en skat som denne højst sker én gang i livet. Der går dog ikke lang tid, før Gabriel opdager endnu et skjult rum i lejligheden, og her gemmer der sig en hemmelighed, der kommer til at påvirke dem begge for altid.
75 år tidligere i 1942 lever den smukke glamourøse Estelle Allard alene i sin lejlighed i Paris, mens hun færdes på det tyskbesatte Hotel Ritz og i al hemmelighed skjuler udenlandske soldater i sit hjem. Da hendes bedste veninde og dennes familie bliver deporteret af nazisterne, efterlader de deres lille pige i Estelles varetægt. Estelle er nødt til at gøre alt for at holde hende skjult, samtidig med at hun må holde sig gode venner med de højtstående nazister på Hotel Ritz. Da endnu en soldat har brug for Estelles hjælp, må hun træffe sit hidtil sværeste valg.
Lejligheden i Paris er bestemt en læseværdig oplevelse, som vil være perfekt at tage med i kufferten på sommerferien. Den eneste anke, jeg havde om bogen, var, at Lia og Gabriels spirende forelskelse godt kunne have fyldt noget mere. Her kompenserede historien om Estelle Allard godt – for netop denne periode i bogen var beskrevet så fængslende og visuelt, at det føltes, som om man var til stede.
Kelly Bowen: Lejligheden i Paris, Gyldendal, oversat af Birgitte Brix, 416 sider, juni 2022