Lapland blev brændt ned til grunden i anden verdenskrigs sidste måneder. Det gik hårdt for sig på den besatte side i Norge, men det var endnu værre i det plagede Finland. Finland havde efter vinterkrigen mod Sovjet allieret sig med Tyskland, og tyske og finske tropper kæmpede sammen mod russerne.

Da det blev klart at nazisterne var ved at tabe krigen indgik Finland våbenhvile med de allierede, og nærmest fra den ene dag til den anden var de tyske tropper i landet uønskede og skulle rømme Finland til Norge. Dét tog de ikke så pænt, slet ikke i det strategisk vigtige Lapland. De tidligere våbenbrødre var nu fjender, og i Lapland blev al menneskelig beboelse mere eller mindre jævnet med jorden.

Med sig tog tyskerne alt de kunne slæbe, men de var ikke alene. En stribe kvinder fulgte deres tidligere allierede til Norge. Nogle gjorde det af frygt for russernes hævn, andre troede fuldt og fast på nazismen. Nogle ville bare tjene penge og andre gjorde det af kærlighed til en tysk soldat. Det var de kvinder, der i modsætning til deres regering ikke nåede at skifte side i tide – og konsekvenserne blev enorme.

I krigens sidste dage endte mange af dem i lejre i Norge, inden de kunne sendes hjem til Finland. Uanset om de havde været forelskede, prostituerede, idealister (sic!) eller havde været tvunget til at søge arbejde hos den tyske hær, blev de stemplet tyskertøser, og blev mødt med foragt og spot.
Det er disse kvinder, Kinnunen har valgt at give stemme i Ingen vej tilbage. Som barn hørte den finske forfatter historier om kvinder der måtte gå hjem fra Narvik i Norge efter krigens slutning. En vandring igennem golde landskaber uden ly eller føde, hvor de få overlevende mødte flygtningene med spytklatter og afvisning. Flere tusinde kilometers gåtur med sult og regn langs minerede veje mod en uvis hjemstavn.

Med kantinedamen Irene som hovedperson følger vi et lille selskab, der forsøger at finde vej hjem sammen. Det er en frygtelig vandring, men også en vandring der giver tid til at reflektere over, hvad der drev dem i armene på tyskerne – og deres egen skyld. For det er let at dække sig under, at man bare var kantinedame, men uden mad havde den tyske hær heller ikke kunnet kæmpe eller drive de store fangelejre, hvor både russere og finner blev pint ihjel.

Ingen vej tilbage er stort tænkt og fortæller en historie, der belejligt nok har været næsten glemt. Ingen har lyst til at huske disse kvinder, hvad der drev dem og hvad de led. Mens mændene i tysk tjeneste efter krigen kunne mødes om gamle soldaterminder, har kvinderne skamfuldt gemt sig på historiebøgernes navnløse sider. Jeg savner dog lidt mere dybde i personkarakteristikken for trods den barske fortælling kommer ingen af kvinderne rigtig ind under huden på mig.

Tommi Kinnunen: Ingen vej tilbage. 384 sider, Cicero. Oversat af Birgita Bonde Hansen, udkom 10. marts 2022