// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Angeline Boulley: Firekeepers Datter
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman, Young adult

Angeline Boulley: Firekeepers Datter

Skrevet af den 24. juni 2022 – 05:29Ingen kommentarer

Mangler du sommerens YA-bog til din teenager, som du selv vil nyde at læse, må Firekeepers Datter være det oplagte valg. Her får vi både spænding, kærlighed og en indfødt amerikansk piges indædte kamp for sin kultur og sit lokalsamfund. Angeline Boulleys YA-krimi rummer derudover også brandfarlige emner som afhængighed af stoffer, mord, selvmord, kidnapning og voldtægt, hvilket gør at man trods bogens længde på 500 sider, er opslugt af historien fra start til slut.

Daunis Firekeeper er hverken hvid eller ojibwe. Hun er halvt af hvert, og det er ikke noget, der just hjælper hende til at føle sig hjemme, hverken i sin hjemby eller i det nærliggende ojibwe-reservat. Hendes bror har ikke den samme mor og er derfor fuldblods-ojibwe og noget af en stjerne på det lokale ishockeyhold. Derudover er han simpelthen så beskyttende overfor hende, at det forbavser Daunis en del, da han tager den flotte og charmerende nye ishockeyspiller, Jamie, med hjem, så Daunis kan tage sig af ham og hans morgentræning.

Da Daunis er vidne til et tragisk mord, forandres hendes tilværelse på et splitsekund. FBI vil have hendes hjælp til at finde frem til hovedmanden bag det store net af meth-salg, som har spredt sig i byen. Men Daunis er i sorg og kan ikke overskue det, indtil Jamie, som viser sig at arbejde undercover, fortæller hende, at FBI mistænker nogen, hun kender. Så vil hun gøre alt for at overbevise ham om, at de er uskyldige. Spørgsmålet er bare, om Daunis virkelig kender dem, hun har allernærmest. Hun må gøre alt for at bevise, at hun er en ægte Firekeeper.

Jeg er kæmpe fan af Angeline Boulleys debutroman. Sproget er ukompliceret og samtidig så fængslende, at man som læser føler sig hensat til de scener, Daunis beskriver i bogen. Jeg fandt på intet tidspunkt, at bogen udelukkende taler til den yngre generation, den kan sagtens læses af alle. Vær dog opmærksom på, at der er ret voldsomme scener i bogen, som ikke er for sarte sjæle.

Og lidt ekstra fan-info er, at en Netflix-serie baseret på bogen og produceret af Barack og Michelle Obamas produktionsselskab, Higher Ground, er på vej. Den skal jeg helt sikkert se!

Angeline Boulley: Firekeepers Datter, Forlaget Gutkind, oversat af Amalie Harder Hesel, 500 sider, juni 2022

Der er lukket for kommentarer.