“Jeg er Deres genbo. De er den, jeg ser allermest.” Således lyder det på sidste side i den lille fine bog af Dorrit Willumsen, og de få ord indkapsler meget fint, hvad det er, som er på færde i bogen Tjeneren og hans søster. Der er jo noget grotesk og tragisk i, at en genbo er den, som ser en mest. Det vidner i allerhøjeste grad om ensomhed, og det er netop det tema, som tages op. Hvornår er man ensom, hvornår er man alene, og hvornår har man frihed til at gøre det, man vil? – Opdager man mulighederne, som ligger for ens fødder, og tør man gribe dem og prøve noget nyt? Samtidigt ligger der også det underfundige i ordene, at der jo netop blev holdt øje, og at hun ikke var alene, hun var i en relation – genboen holdt øje.

På mange måder er det en trist historie, man som læser bliver vidne til. Vera Sørensen eller Søster, som hun kaldes og kalder sig selv, lever et stille og roligt liv, hvor hun ikke forsøger at gøre opmærksom på sig selv. Hun bor alene, og hun gør alt alene, på mange måder dyrker hun ensomheden, og befinder sig også godt i den, nu hvor hun står i sit livs efterår. Hun har ikke stiftet familie. Vennerne er få. På mange måder vil hun bare helst gå under radaren. Hendes lillebror Alf derimod han gør gerne opmærksom på sig selv, han sætter ikke sit lys under en skæppe, han har altid taget for sig af livets gaver og muligheder. Og ordene som Søster ytrer som barn: ”Mor, hvor længe skal vi have ham?” Moderen stivnede. ”Altid. I to har hinanden altid. Og du glædede dig til at få en lillebror.” ”Jeg kendte ham jo ikke.” fortæller meget godt, hvad der er på færde i deres relation.

Men Alf er desværre blevet syg, han kalder på Søster, og Søster flytter ind. Hun gør alt for ham, de forsøger at komme tættere på hinanden, forsøger at forstå hinanden, men broen mellem dem den synes at være noget vakkelvorn. Hvor godt kender Søster egentlig sin egen bror? Efter Alfs død arver hun huset og står pludselig tilbage som en ret velhavende dame. Hun forsøger at slå sig løs, gøre noget vildt, men hvor er det svært at gå til højre, når man altid har været vant til at gå til venstre.

Bogen er en fin lille perle, som rummer et stærk sprog med fine sætninger, som man lige skal lade synke ind. Hvad ligger der for eksempel i, at en ’sms kan hvæse’? Eller ’at man er et lejlighedsmenneske’? Det er en stille bog, som skal læses roligt for at få alle nuancer med. Den fortæller om livet, den fortæller om drømme, og den fortæller om relationer på en barsk, rå, stille og fin måde.

Dorrit Willumsen, Tjeneren og hans søster, Gyldendal, 2022, 218 sider.