// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jennifer E. Smith: Den uovervindelige Greta James
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jennifer E. Smith: Den uovervindelige Greta James

Skrevet af den 19. juli 2022 – 06:10Ingen kommentarer

Musik, håb, kærlighed og tilgivelse.

Gretas liv er gået fra hundrede til nul på ingen tid. Hun er berømt for at være en bragende god musiker og har spillet til utallige koncerter, men da hendes mor dør, går alt i sort. Hun bryder grædende sammen på scenen til en koncert, og hendes sammenbrud bliver udbasuneret i samtlige sladderblade og tabloidaviser. Greta kan ikke få sig selv til at spille igen, og pludselig er hele hendes fremtid uvis.

Gretas far, Conrad, har aldrig bakket Greta op i hendes karriere, og efter morens død er det, som om den ene ting, der forbandt dem, er væk for altid. Gretas bror overbeviser hende om, at hun skal tage med sin far på det krydstogt, som hendes forældre havde bestilt sammen med to vennepar i anledningen af forældrenes bryllupsdag. Han er bekymret for deres far, som nu må tage på rejsen alene, og eftersom Greta alligevel ikke har nogen forestående koncerter, tager hun med på rejsen.

Det viser sig at være nemmere sagt end gjort, for Greta og hendes far har svært ved at lægge fortiden bag sig, og det virker som en umulighed at komme tættere på hinanden. Sorgen over tabet af Gretas mor hviler på dem begge, og ingen af dem er villige til at tage det første skridt mod en forsoning. Heldigvis møder Greta den flotte og ret nørdede forfatter Ben Wilder på båden, og han er en velkommen distraktion i kølvandet på Gretas kaotiske liv. Måske kan han hjælpe Greta til at se lyset igen.

Den uovervindelige Greta James er en følelsesladet og fin roman om at tilgive sig selv og andre. Karaktererne er velkomponerede, men også lidt kedelige – måske fordi jeg fandt både Conrad og Ben lidt for stædige for deres eget bedste! Greta derimod gav mig lyst til at vide mere om hende og heppe på, at det ville lykkes for hende at finde både kærligheden og musikken igen. Det er helt sikkert en bog, der skal læses.

Jennifer E. Smith: Den uovervindelige Greta James, Lindhardt og Ringhof, oversat af Randi Bjerre, 312 sider, juni 2022

Der er lukket for kommentarer.