// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Frederik Strand: En stump genstand
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » True Crime

Frederik Strand: En stump genstand

Skrevet af den 22. juni 2022 – 05:48Ingen kommentarer

Så er der godt nyt til alle true crime-elskere, for lederen af Politimuseet, Frederik Strand, har udgivet en ny bog, hvor han dykker ned i gamle danske drabssager med udgangspunkt i mordvåbnet.

Det er ikke småting, danskerne har brugt som mordvåben. Bogen fortæller om sager, hvor bl.a. en kartoffelkniv, en machete, en gulvskrubbe, en tøjsnor, et strygejern, et blylod og en armbrøst blev brugt til at slå ofrene ihjel. Selvom jeg efterhånden har læst rigtig mange bøger om danske drabssager, var de fleste af sagerne i bogen ukendte for mig – måske fordi mange af dem er meget gamle. Sammen med historierne om drabene indeholder bogen også fortællinger om Danmarks historie, herunder ejerskabet af de Vestindiske Øer og retsopgøret efter 2. verdenskrig, og det giver bogen en ekstra dimension, så jeg som læser fik meget mere med end blot fortællingerne om drabssagerne.

Bogen er ikke blot en skildring af drabssager og de anvendte våben, men giver også læseren et indblik i udviklingen i politiets efterforskningsmetoder siden slutningen af 1800-tallet, og det er nok meget godt, at tiderne trods alt har ændret sig, når man bl.a. kan læse, at politiet i forsøget på at få en mistænkt til at tilstå et drab konfronterede ham med det opgravede lig og bad ham lægge hånden på det og sværge på sin uskyld.

En finurlig detalje er også, at historierne om de forskellige drab er skrevet i samme sproglige stil, som blev benyttet på tidspunktet for mordene, og skrivestilen varierer altså derfor noget gennem bogen. Det føjede et ekstra lag til beskrivelsen af sagerne, da jeg følte mig hensat til den tid, hvor mordet blev begået.

Bogens sidste drab omhandler æresdrabet på Ghazala Khan, og Frederik Strand har i den forbindelse et interessant perspektiv på æresbegrebet, og hvorfor det er så vigtigt for muslimske familier, at de er villige til at slå deres egne familiemedlemmer ihjel.

Hvis du er til true crime, er dette helt bestemt en bog, du ikke kan undvære i din samling – især fordi den giver noget helt andet end de senere års true crime-bøger om danske drabssager.

Hvis du har lyst til at læse flere bøger om true crime, kan du finde inspiration her.

Frederik Strand, En stump genstand, Kriminalforlaget, 235 sider, udkom 23. maj 2022

Der er lukket for kommentarer.