Gæsteanmeldelse af Mette Herman fra Instagramprofilen @bog.dag.bog

Rasmus Nikolajsen har med Måske sjælen skrevet en smuk og meget anderledes bog om, hvordan vi som mennesker agerer, når katastrofen rammer, og om hvordan hændelser i fortiden påvirker eftertiden og rækker langt ind i fremtiden.

Udgangspunktet for fortællingen er Rasmus Nikolajsens egen familiehistorie om farmoren, der som gravid og mor til to under besættelsestiden må flygte over hals og hoved fra Gestapo, men uden at kunne tage sit mindste barn med, fortællerens far, som hun må efterlade.

Måske sjælen er fortalt i to spor, som begge kredser om forældreskabet, og hvad det vil sige at sætte en ny sjæl, et nyt barn, i verden. I fortidssporet fortælles farmorens historie i få scener, der bl.a. beskriver situationen, da Gestapo banker på døren, flugten og genforeningen af mor og søn efter krigen. I nutidssporet reflekterer fortælleren over sig egen farrolle. Her kobles de to spor også, da farmoren mange år efter krigen ligger på sit dødsleje.

Måske sjælen er en poetisk og fængende lille sag på blot 87 sider. Selv kalder forfatteren det en familieversfortælling. Teksten er da også stramt komponeret i korte vers, og det er tydeligt, at der er kræset for sproget. Hver side indeholder den ene smukke sætning efter den anden, og med få ord får Rasmus Nikolajsen skabt en stemningsmættet fortælling, som man gribes af. Fx når fortælleren reflekterer over egne oplevelser i forbindelse med fødsel og død, og skriver:

Det er almindeligt at
opleve at der ved fødsel
og død står en port åben som
ellers holdes lukket. Det er
samme klarsyn man kan rammes
af, hvad enten man opholder
sig på fødslens eller dødens
domæne.

Med Måske sjælen har Rasmus Nikolajsen skrevet en alternativ roman om krig, et historisk drama, der qua sit korte format, sit stramme plot og sin sproglige akkuratesse beskriver familiens traume særdeles effektfuldt, og måske er det netop det korte versformat og de få udvalgte scener, som bogens handling består af, der gør fortællingen så effektfuld. Som læser sidder man tilbage med en fornemmelse af, at man gerne vil vide endnu mere, fx om fortællerens relation til sin egen fraværende far. Ikke fordi bogen mangler noget, men fordi man bare gerne vil læse mere og blive lidt længere i Rasmus Nikolajsens litterære selskab.

Rasmus Nikolajsen: Måske sjælen, Gutkind, Maj 2022, 87 sider