T.M. Logan: Stol på mig
En fremmed kvinde på flugt, en lille baby, der må beskyttes uanset hvad, hemmeligheder, kidnapning og konstant højt tempo er grundelementerne i T.M. Logans nye thriller Stol på mig.
Ellen og hendes mand, Richard, har længe prøvet at få et barn, men alle forsøg er mislykkedes, og nu har Richard forladt Ellen og venter barn med en anden. Ellen ønsker sig stadig brændende et barn, men opfyldelsen af den drøm er efterhånden mere end usandsynlig.
Men det er kun lige indtil den dag, hvor Ellen møder den unge kvinde Kathryn i toget – Kathryn som har den yndigste lille baby, Mia, på armen. Der er kaos i toget pga. en masse fodboldfans, og Kathryn virker utryg. Da hendes telefon ringer, beder hun Ellen om at se efter Mia, mens hun går ud på gangen, hvor der er roligere, for at tage opkaldet. Ellen kan ikke stå for Mia, selvom det river i hendes hjerte at blive mindet om alt det, hun ikke selv kan få.
Da toget holder stille på næste station, ser Ellen til sin bestyrtelse Kathryn skynde sig hen ad perronen uden at se sig tilbage. Ellen er helt forvirret og skal til at slå alarm, men så opdager hun en seddel i bletasken. På den står tre små sætninger, som hun ikke ved, hvordan hun skal tolke:
Beskyt Mia
Stol ikke på politiet
Stol ikke på nogen
Ellen er i syv sind, hvad skal hun gøre? Er dette hendes chance for at blive mor? Eller skal hun aflevere barnet til politiet, så det kan blive forenet med sin mor, selvom der står, at hun ikke må stole på nogen? Inden hun når at træffe en beslutning, bliver hun imidlertid hvirvlet ind i en lavine af livsfarlige begivenheder, hvor det er umuligt at afgøre, hvem hun kan stole på. Det eneste, hun ved med sikkerhed, er, at hun vil gøre hvad som helst for at beskytte Mia.
Der er masser af tempo i denne thriller, og man flyver gennem siderne. Plottet starter virkelig lovende ud, men forfatteren giver den lige et par drejninger for meget til, at historien er helt troværdig til sidst. Og måske har jeg læst for mange krimier og thrillere, men jeg syntes desværre, at plottvistet til sidst var rimelig oplagt, og jeg gennemskuede derfor ret tidligt, hvem der var skurken i fortællingen. Bogen er dog stadig rigtig fin underholdning til den kommende sommerferie, hvis du er til spænding og højt tempo, for historiefortællingen og sproget fejler ikke noget.
Du kan finde mere inspiration til thrillere her.
T.M. Logan, Stol på mig, Forlaget Jentas, 413 sider, oversat af Henriette Rostrup, udkom 23. maj 2022