Det er pudsigt, som man igen og igen kan blive fascineret af en forfatters sprog. Hvor man efter endt læsning bare har været helt opslugt og helt inde i teksten, hvor det ene ord har taget det næste, hvor man næsten føler sig forført, – og hvor man efterfølgende ikke nødvendigvis er sikker på, at man har forstået det hele. Det er sådan, jeg har det med Siri Hustvedt, hun skriver flot, og jeg bliver let tryllebundet af hendes skrivemåde, som rummer så meget tydning og vægt. Og er man i tvivl om hendes intellekt, store viden, skarpe pen og dygtighed, så skal man give sig i kast med hendes essays. Her er pennen spidset, og der gives et par stærke, modige og holdbare argumenter om det at være kvinde, forfatter, mor, – ja menneske i det 21. århundrede.

I bogens 19 essays begynder vi hos hendes egen familie, hvor vi får indblik i især kvinderne i den norsk-amerikanske familie. Derfra bevæger vi os over til litteraturens kvinder med tekstlæsninger og fortolkninger af bl.a. Jane Austen og Emily Brönte. Vi bevæger os over i det at være kvindelig forfatter og blive accepteret som en sådan, hvor Siri Hustved gentagne gange undrer sig over, hvordan der ses ned på den kvindelige stemme, den kvindelige forfatter, og hvor ofte hun selv har oplevet undren og løftede øjenbryn over, at den gode og indsigtsfulde tekst er skrevet af en kvinde.

Siri Hustvedt understeger i flere af essaysene sin store viden indenfor kunst, og hun bemærker, hvor ikke-eksisterende noget så naturligt som graviditet og fødsler er i kunstverdenen. Hun slutter denne samling essays med et stærkt blik på misogyni, og må jo med skam erkende, at værst er kvindehadet, når det er kvinder som bekæmper kvinder. Og slutteligt i essayet ’Syndebuk’ er vi tilbage til en makaber mordsag i USA, hvor begrebet syndebuk kommer under lup. Hvorfor handler mennesket, som det gør? Hvad er årsagen til, at et ungt menneske kan mishandles og udsættes for vold igennem flere år og til sidst dør, uden at nogen griber ind?

Det er klart at Siri Hustvedt står som en stor fortaler for kvinder og feminisme, og det er gedigne tekster hun skriver derom. Jeg var dog mere optaget af hendes tolkninger og læsninger af andre litterære værker, og hun gav mig lyst til at dykke ned i nogle af de værker og klassikere, som jeg med skam ikke har læst endnu.

Siri Hustvedts essays er en hyldest til kvinden og litteraturen, og de er skrevet med en kraft og et intellekt, som ansporer en til selv at stikke et spadestik dybere. Hun stiller spørgsmål til den tid, vi lever i, om vi har lært noget af historien, eller om vi blot fortsætter som blinde høns i de fodspor, der er sat? Hun er ikke bange for at bide fra sig, samtidig med at hun hylder fortællingen og kunsten. Så er man interesseret i samtiden, ligestilling og litteratur så er det bare på med læsebrillen og gå i gang med hendes 19 essays.

Siri Hustvedt. Mødre, fædre og andre – essays. Lindhardt og Ringhof. 2022.318 sider. Oversat af Rasmus Hastrup.