// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Chris Whitaker: Vi begynder med slutningen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Chris Whitaker: Vi begynder med slutningen

Skrevet af den 24. maj 2022 – 07:16Ingen kommentarer

Det er ikke så ofte, at man får glæden af at sidde med en socialrealistisk, hjertegribende og samtidig så nervepirrende thriller-agtig historie, at siderne vender sig selv. Vi begynder med slutningen er sat i den lille by Cape Haven på Californiens kyst, hvor en tredive år gammel tragedie har sat sine spor i en lille familie på tre, hvoraf den ene er den selvudnævnte lovløse trettenårige Duchess Day Radley.

Dutchess bruger alle sine kræfter på at passe på sin femårige lillebror Robin, mens deres smukke mor, Star, en alkoholiseret barsangerinde, arbejder og ikke evner at passe sine børn. Den eneste voksne, der passer bare lidt på Dutchess og Robin, er byens politichef Walk, som også er vokset op med Star. Walk har i tredive år været tynget af dårlig samvittighed, efter at han meldte sin bedste ven og Stars kæreste, Vincent King, for mordet på Stars lillesøster, Sissy. Siden da har han set efter Star og derefter hendes børn og ventet på den dag, hvor Vincent har sonet sin straf.

Nu er den dag kommet, men intet er som Walk ville have ønsket. Star, som stadig er byens smukkeste kvinde, har rodet sig ud i alt muligt, og Walk ved ikke, hvordan han kan gøre uret ret igen. Imens halser mændene efter Star, og en aften, hvor Star er blevet godt gennembanket, har Dutchess fået nok. Som den selvudnævnte lovløse, hun er, vil hun en gang for alle fikse sin mors problemer. Men planen går fuldkommen galt, og pludselig er Dutchess skyld i, at de står til at miste alt.

Denne her bog er intet mindre end fantastisk. Sproget, karaktererne, setuppet – ALT sidder lige i øjet. Dutchess er den mest irriterende, stædige lille rad, og man kan ikke undgå at holde af hende og beundre hendes indædte kamp for at passe på sin lillebror. Jeg lo, og jeg fældede en tåre eller to undervejs, og jeg tænkte, hvor vanvittig det er at skulle være voksen, når man kun er et lille barn. Mangler du en bog til sommerferien eller bare fordi, får Vi begynder med slutningen mine allervarmeste anbefalinger.

Chris Whitaker: Vi begynder med slutningen, Forlaget Alpha, oversat af Mette Egerod, 420 sider, maj 2022

Der er lukket for kommentarer.