En kvinde er ved at gå i ét med naturen. To børn uden sprog men med grønt hår dukker på mystisk vis op i en middelalderlandsby. En mand piner sin mor og ender efter hendes død med at spise hendes konserves. En mand opdager en morgen, at alle strømper har fået en søm. Det er kun nogle af historierne i polske Olga Tokarczuks Bizarre fortællinger.

Det er ti uafhængige fortællinger, der alle bevæger sig mellem det umiddelbart genkendelige og det skæve, det besynderlige eller bare det mystiske. Det er en leg med grænsen mellem det, der kunne være virkeligt og det, vi helst ikke vil tro kunne være det. Men som alligevel føles sådan.

Bizarre fortællinger er noveller der på allermest naturligvis skubber til kanten for det naturlige. Nogle af historierne har mytisk karakter, flere af dem er snarere sci-fi – hvad nu hvis man i fremtiden kunne? – og så er der dem, der bare borer sig ind i menneskesindets krinkelkroge.

Bizarre fortællinger er absolut stor klasse. Det er fortællinger, der vil sin læser noget – men læseren må selv finde ud af hvad. Det er fortællinger, hvor det mærkværdige og sære trænger sig ind i hverdagen, uventet og uinviteret, fabulerende og anderledes. Det er smukt og poetisk, og virkelig anbefalelsesværdigt.

Tokarczuk vandt nobelprisen i litteratur i 2018 og nogen vil måske tænke at polsk nobelpris-litteratur pr definition må være uforståeligt og vanskeligt. I så fald tager nogen fejl, for Bizarre fortællinger er lige til at gå til som fortællonger, om end de alle sammen alligevel får sat eftertanken i gang. De har nogle af de samme kvaliteter om Villy Sørensens fortællinger har, så hvis man er til Villy Sørensen er det bare med at komme i gang. Hvis man ikke kender Villy Sørensen (kan man have gået i en danske skole uden?), så kan man lade sig begejstre af Tokarczuk og derefter nyde vores egen Sørensen.

Olga Tokarczuk: Bizarre fortællinger. 218 sider, Gyldendal. Oversat af Hanne Lone Tønnesen, udkom 1. marts 2022