Samling er en kæmpe mavepuster i en lille bog. Men en nødvendig mavepuster, som er fyldt med så mange vigtige kommentarer, anekdoter og følelser fra en sort kvinde i det hvide vesten vævet sammen i en poetisk og stærk debutroman.

Bogen handler om en sort britisk kvinde, som er taget hjem til kærestens forældre for at forberede en havefest. Her reflekterer hun over tidligere hændelser og handlingsforløbet op til havefesten smelter sammen med fortid og indre tanker om eget liv.

Til at starte med oplevede jeg romanen som brudstykker af deprimerede og tvivlende tanker og oplevelser fra en kvinde, som går blindt op i karriere og penge. Dette bliver senere understøttet af tanken: ’For at beskytte mig selv, dissocierer jeg mig fra mig’. Velstand handler for hende om ikke at skylde samfundet noget. Men side efter side begynder jeg at få forståelse for, at dette skyldes, at hun lever i en verden der ikke er for hende på grund af hendes race og køn, og selv kæresten ser hende som et bevis for egen evne til kulturel brobygning.

Brown skriver i en stil, som jeg ikke er vant til, som er meget poetisk og stilistisk, men også meget fragmenteret. Jeg kom på arbejde og måtte til tider selv fantasere eller gætte mig til kontekst. Man siger, at der ofte er to sider af samme sag. I romaner er det ofte kun en side af en fortælling, vi præsenteres for, og i Samling er det nærmest kun en halv. Jeg sad ofte og manglede flere detaljer eller havde lyst til at vide mere.

Selvom det umiddelbart lyder frustrerende, gav det bogen en anden dimension, som udfordrede mig og satte mig på prøve. Det gør også, at jeg sagtens kunne læse den igen, fordi det formentlig ville kunne åbne op for andre nuancer og perspektiver, netop fordi alt ikke er givet. Sideløbende med den handling der foregår i svigerforældrenes have rives vi væk af andre tanker og brudstykker deraf, som usagt demonstrerer hendes fravær fra nuet. Selv beskriver hun: ’Jeg er faret vild, både bogstaveligt og i denne fortællings mere abstrakte forstand’. Men den stilistiske skrivestil gør også, at jeg tror, at nogle læsere vil blive tabt på vejen.

Natasha Browns debutroman er ikke blot en fortælling om race og klasse, som den ofte bliver kategoriseret som. Den handler også om kvindehad og livets helt store spørgsmål om liv og død. For protagonisten handler livet om overlevelse, om at leve op til, hvad der forventes, assimilere sig, hvilket har medført en ’udviskning af selvet’. Så når sygdom kommer hel tæt på, er det for protagonisten måske en vej ud af den verden hun lever i, men som ’ikke er for hende’ – ’Født her, forældre født her, altid boet her – alligevel aldrig herfra’. Sygdom minder ofte folk om, hvad der betyder mest i deres liv, men hvis livet allerede bare handler om overlevelse, er denne tanke fraværende.

Samling er en meget deprimerende, men vigtig bog. Jeg fik ondt i maven og blev mindet om den racemæssige ulighed, jeg er så bevidst om, og alligevel tit glemmer pga. min egen hvidhed. Modsat vores protagonist, er den verden vi lever i, for mig. Uden opråb og kultur der husker mig på at tænke anderledes, såsom denne debutroman, bliver jeg blot en del af det system, der er med til at undertrykke andre.

Samling er ikke en bog man skal læse for at komme i godt humør, men en bog man skal læse, fordi den er fyldt med skarpe observationer, kritik og tanker der er gældende ikke kun for britisk kultur, men som også er aktuelle her hjemme og generelt i den vestlige verden.

Natasha Brown, Samling, April 2022, Gyldendal, 128 sider, Oversat af Mikas Lang.