”Du bagtalte os, du gjorde nar af facaden, du skriver at den ser lækker ud, som vaniljeis.”

Må en kvinde vise vrede? Må en kvinde revse sine omgivelser? Må en kvinde stille spørgsmål til den måde, vi lever på? Ja, det må hun godt, men hun skal vide, at det kan have voldsomme konsekvenser, at hun netop formaster sig til at åbne munden og sige sin mening. Hun kan let blive opfattet som hysterisk, lettere psykisk syg, og blive mødt med modargumentet, at hun er helt galt afmarcheret, hendes udtalelser har slet ikke noget på sig, nu må hun lige se at blive voksen.

Forfatteren Resi hun er vred. Hun står midt i livet, har rundet de fyrre, har fået fire børn, har skrevet en bog og står nu med et notat om, at hun skal være ud af sin lejlighed med hele familien om kort tid. Så Resi er vred, men hun er også skuffet, både over sig selv, men også over venner, familie og samfund, for hvad er det for et hykleri, hun er blevet viklet ind i. Alt det hun troede havde værdi, alle idealerne er pludselig blevet værdiløse, og hun står nu her midt i livet og opdager, at intet er, som hun troede. Denne indsigt ønsker at Resi at give videre til sin datter, således at hun ikke skal stå ligesom Resi selv og ikke kunne finde hoved og hale i verdensordenen, have oplevelsen af at der er blevet løjet for en, at man ikke kendte alle koderne, og derfor nu ikke er medlem af den rigtige klub.

Højt på strå er et langt angreb på middelklassen og dens normer. Bogen er skrevet på denne indignation, denne vrede, som man sprogligt oplever ved, at det bare kører derudaf, den ene sætning afføder en ny tanke, som så igen afføder en ny sætning, og vi kommer vidt omkring. Det kan godt blive lidt klaustrofobisk at læse Højt på strå, måske også fordi man som læser kan føle sig lidt ramt.

Bogen står stærkest, når forfatteren tager fat på de ordsprog, sætninger og floskler, som vi sender afsted, for dem får hun twistet, så man egentlig spørger sig selv om, hvad betyder det egentlig? ”To brødløse kunstnere med fire børn. Jeg aner ikke, hvordan vi klarer det, men for ikke så længe siden forstod jeg at ’Hvordan klarer I det?’ slet ikke er et rigtigt spørgsmål – og heller ikke et kompliment, som jeg længe troede, men en omskrivning for at den der spørger, mener at det er umuligt at klare – og at det er dumt bare at prøve på det.”

Højt på strå er god bog, som gerne vil være med til at sætte en debat i gang om, hvordan vi lever vores liv, og det lykkedes den i høj grad med. Så er man til eftertanke, grin og er ok med, at der bliver prikket lidt til en selv og ens holdninger, så skal man gå ombord i Højt på strå, – måske man bliver hevet lidt ned fra sin egen piedestal?!

Anke Stelling modtog Preis der Leipziger Buchmesse 2019 for netop Højt på strå, og hun gæster Literaturhaus i København i juni 2022.

Anke Stelling, Højt på strå. Forlaget Klara W. 2022. 341 sider. Oversat af Ann-Claire Olsen.