// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » T. I. Lowe: Under magnoliatræerne
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

T. I. Lowe: Under magnoliatræerne

Skrevet af den 30. juni 2022 – 06:18Ingen kommentarer

Lige så smuk som et magnoliatræ i blomst er denne historie om den 13-årige Austin Fosters liv i en religiøs familie på en tobaksfarm i South Carolina i 1980’erne.

Austin er kun 13 år gammel, da hendes mor dør i barselssengen, og hendes fars psykiske sygdom for alvor blusser op. Austin bliver derfor tvunget til at blive voksen længe før tid og tage sig af sine seks yngre søskende, deriblandt to spædbørn. Det er en ubærlig tid for Austin både at tage sig af sine søskendes sorg, men også sin egen, som hun må lægge bånd på. Austins far, Pastor Dave, prædiker i den lokale kirke, mens Austin navigerer sin familie gennem et liv med konstante udfordringer, især det at skjule deres fars sygdom for byens indbyggere. Tobaksfarmen er nemlig ubarmhjertig, og børnene har brug for deres far, så den mørke side af sygdommen bliver fejet under gulvtæppet i mange år.

Men ikke alt er slemt, for borgmesterens søn, Vance Cumberland, har set den smukke Austin, og han fornemmer som den eneste, hvilken byrde der er lagt på hendes skuldre. Han gør alt for at forsøde deres liv, men Austin har svært ved at lukke nogen ind i sit hjerte, der siden morens død har været beskyttet af en uigennemtrængelig skal. Austins fars maniske perioder kommer oftere og oftere, og Austin må snart erkende, at ikke alle hemmeligheder kan holdes skjult.

Denne bog er ligeså smuk som dens omslag. Jeg elsker, hvordan Austin er beskrevet, og jeg elsker, hvordan alle hendes små søskende får liv gennem Austins øjne. Historien er gennemsyret af kærlighed. Kærlighed til familien og kærlighed til den Gud, Austin så viljefast og trods konstant modstand tror på. Historien placerer os midt i orkanens øje, og vi oplever at være pårørende til en maniodepressiv person i 1980’erne, og ens hjerte bløder og græder på de små børns vegne. Du må simpelthen ikke gå glip af denne helt igennem fantastiske læseoplevelse.

T. I. Lowe: Under magnoliatræerne, Lindhardt og Ringhof, oversat af Natasja Ejersbo Frederiksen, 352 sider, maj 2022

Der er lukket for kommentarer.