Anette Leck Troelsen: Gemt
“Sikken en charmerende mand du har. Ham skal du godt nok passe på.
Jeg så på ham. Ja, han var charmerende. Det var bare mig, der var træt. Og glemte at passe på.”
Ja, hun glemte at passe på. Hun glemte at passe på sig selv, og det er omdrejningspunktet for Anette Leck Troelsens fine kortroman Gemt som handler om at leve i et voldeligt forhold.
Første gang, vi møder kvinden, er, da hun er på vej væk, da hun er ved at trænge ind i et hus. Vi ved ikke, hvad hun er på flugt fra, men vi får at vide, at kniven blev, og at hun ikke fik noget med. Så er vi ligesom i gang, vi ved ikke, hvad der er op eller ned, vi ved ikke, hvad der er sket, men stille og roligt rulles en ubehagelig historie ud om at gå fra svævende forelskelse til at være i fængsel i sit eget liv. På mange måder er historien desværre kendt, kvinde møder charmerende mand, de får et barn, deres forhold halter, og kvinden mister sin omgangskreds og i sidste ende også sig selv. Men Anette Leck Troelsen får den fortalt med en gribende nerve, som tvinger en til at læse videre, for man må vide, hvordan det ender, og man hepper på, at det ender godt.
Bogen er skrevet i et stramt sprog, som vi kender det fra novellegenren, og man skal lægge mærke til ordene og sætninger, nogle gange yder de næsten vold på læseren, da man bliver ramt af det skrevne. Forfatteren er god til at tviste ordene, så betydningen pludselig er en anden end først antaget. ”Ham skal du godt nok passe på,” et udsagn som ved første syn emmer af en positiv kompliment måske endda med en snert af misundelse fra den kvinde, som udsiger det. Men det rummer måske mere sandhed end som så, for hvad nu hvis man udsættes for både psykisk og fysisk vold, så er det nok nærmere en advarsel end en kompliment.
Gemt er en meget fin kortroman om at ende i et voldeligt forhold, og jeg håber, at den lille roman ikke bare bliver gemt væk, for den har noget vigtigt at sige. Det er en styrke, at kvinden og manden ikke navngives, det skaber selvfølgelig en distance, men det lader også én forstå, at det at være i et voldeligt forhold kan ske for enhver. Også stiller romanen det vigtige spørgsmål, hvordan handler vi som pårørende, når en ven eller veninde ender i noget, som ikke er sundt?
Anette Leck Troelsen har skrevet novellesamlingen Nu kunne hun godt gå hjem læs anmeldelsen her.
Anette Leck Troelsen, Gemt, Forlaget Jernspurv, 2022, 106 sider.