Kort. Koncis. Lige på kornet. Lige til grænsen. Lige over grænsen. Det er oplevelsen, som møder en, når man dykker ned i Anette Leck Bachmanns velskrevne novellesamling Nu kunne hun godt gå hjem. En novellesamling som det ikke er sådan at blive færdig med. Samlingens titel rammer meget godt den tematik, som rumsterer igennem alle novellerne. Hvor er man hjemme? Hvor hører man til? Hvornår er man tilfreds? Hvornår er man tilfredsstillet? Hvad sker der, når hjem ikke er hjem mere?

Som læser bringes vi ind i 12 hverdagsdramaer, som alle er trukket ud af tid og rum. Det kunne være hvor som helst, når som helst. Denne neutralitet ses også ved, at hovedpersonen i alle novellerne ikke tildeles noget navn, men omtales blot som ’hun’. Den hverdagsagtige genkendelse tvistes og blandes så med noget andet, noget som rækker udover hverdagen. En blanding som er med til at give novellerne nerve, og en overraskende dimension, et teknisk greb som bringer en selv, som læser tættere på, – hvor er jeg henne i fortællingen?

I 12 små fortællinger udspiller der sig et bemærkelsesværdigt ordknapt drama, som vækker uro, ubehag, medfølelse, modløshed, håbløshed og også en snert af genkendelighed, for hvor står vi henne som medmennesker til andre, som har det dårligt, som er syge, som er udsatte, ser vi det eller vender vi ryggen til, da vi ikke magter deres, andres ulykke?

Vi præsenteres for ensomhedens væsen. Når vi helt konkret bliver overladt til os selv. Når vi oplever at være alene, selvom vi er omgivet af andre. Hvordan vi kan fremstå som gennemsigtige, som nogle der ikke har noget fyld, som ikke er noget værd. Hvordan vi kan blive helt væk fra os selv, og slet ikke kan finde ud af indgå i relationer. Alle novellerne kredser om dette at finde ’et noget’. Måske er det meningen med livet? Finde noget som er meningsfyldt? Ja, måske er det at finde sig selv, finde sin egen berettigelse?

Anette Leck Bachmanns stil er skarp og kortfattet. Man skal læse mellem linjerne samtidig med, at man godt kan komme til at slå sig på sætningerne. På en fin underfundig måde omdirigerer og omfortolker forfatteren kendte vendinger og ordsprog. Det sker blandt andet i novellen ’Grøn’. Er håbet lysegrønt? Er der grønnere på anden side? Har den grønne farve sejret, når man er grøn i hovedet? Eller er der noget helt andet på spil?

Anette Leck Bachmann, Nu kunne hun godt gå hjem, Forlaget Jernspurv, 2019, 107 sider.