Liz Moore: Den lange lysende flod
Jeg ved godt, vi kun er nået til april måned, men denne her bog må være den bedste bog, jeg har læst i år. Ikke nok med at spændingskurven ligger højt hele bogen igennem, så indeholder den også en hjertegribende og enormt fængslende fortælling om to søstres opvækst og det svigt, de har været udsat for i en familie præget af misbrug og fattigdom.
Den unge betjent Micaela ’Mickey’ Fitzpatrick er i start 30’erne og enlig mor til den fireårige Thomas. Hun har i flere år patruljeret i det 24. distrikt i Philadelphia og er på fornavn med de prostituerede og misbrugerne, der holder til ved Kensington Avenue. Mickeys lillesøster, Kacey, er en af disse, og Mickey holder derfor et ekstra øje med de kvinder, der færdes i området. Da liget af en prostitueret dukker op i distriktet, frygter Mickey det værste. Hun har ikke set sin søster i flere måneder og er overbevist om, at Kacey er i fare.
Mickeys desperate kamp for at finde Kacey starter, og hun stikker næsen i noget, der er langt farligere end først antaget. Hendes kollegaer ved ikke, at hun har en søster, der trækker ved Kensington Avenue, og Mickey er nødt til at spørge sin sygemeldte kollega Truman om hjælp. Hvad værre er, hun er også nødt til at forhøre sig hos sin familie, som hun har gjort alt for at distancere sig fra. Der går da heller ikke længe, før Mickey bliver hvirvlet ind i noget langt større end sin søsters forsvinden, og før hun ved af det, har hun ikke kun udsat sig selv men også sin lille søn for fare.
Denne her bog fortjener alle de stjerner, jeg kan give den og mere til. Det er ikke blot en spændingsroman, som holder dig klistret til bogen fra start til ende. Det er en historie om to søstre, der vokser op i fattigdom med den ringeste chance for at klare sig. Om at der findes folk, der vil udnytte din sårbarhed, selv iblandt dem som burde passe på dig. Om at skulle skifte ble og tage sig af sin søster, mens du stadig er barn og burde leve et sorgløst liv. Men mest af alt er dette en historie om at have en vilje så stærk, at trods alle de forhindringer du måtte stå over for, så finder du en vej frem.
Lag efter lag afdækker Liz Moore fortidens svigt og hemmeligheder, og hvad man først antager er sandheden, skal snart vise sig at være langt værre. Man får straks sympati med den hårdtarbejdende Mickey, som holder kortene tæt ind på kroppen og har strikse regler for sig selv og sin søn. Noget der senere viser sig at være ren overlevelse for en ung kvinde, der hele livet igennem kun har haft sig selv at regne med. Den lange, lysende flod er intet mindre end en fantastisk læseoplevelse.
Liz Moore: Den lange, lysende flod, Hr. Ferdinand/Politikens Forlag, oversat af Signe Lyng, 525 sider, marts 2022