Emma Bess: Ly
Gæsteanmeldelse af forfatter Camilla Hjørnholm Olsen.
Romanen Ly af Emma Bess handler om relationen mellem kunstfotografen Linda og hendes 30-årige datter Sally.
Linda bor i London, men kommer til Danmark, da hendes far bliver indlagt på hospitalet, hvor hun indlogerer sig hos Sally, hendes mand og børn i en jysk provinsby.
Forholdet mellem mor og datter er præget af en følelsesmæssig afstand og på en subtil måde bliver læseren i et sansende sprog indviet i erindringsglimt fra fortiden, hvor sløret gradvis løftes for årsager til det distancerede forhold, som peger i retning af manglende omsorg og psykiske problemer, der løber som et familiebånd på tværs af generationer.
Det er som om, at det kamera, der har været imellem mor og datter, siden Linda begyndte at fotografere Sally, dengang hun var en lille pige, stadig er imellem dem som et henholdsvis distanceret og klæbende blik.
Sally er stadig et motiv for Linda, der føler sig mere tilpas i rollen som kunstner end som familiemenneske og mor.
Jeg var i min læsning særligt optaget af karaktertegningen af den egoistiske kunstfotograf Linda og synes, at Emma Bess på fornem vis belyser det komplekse forhold mellem kunst og liv. Bess formår også på fin vis at sammenkoble den tryggede stemning i nutidssporet med erindringsglimtene.
Tematisk er Ly en roman om komplicerede familierelationer præget af svigt. Den minder i tematik og handling om Er mor død af Vigdis Hjorth, men romanens beskrivelser er mere sansemættede som hos fx Caroline Albertine Minor. Romanen indeholder også sekvenser af bevidsthedsstrøm og handlingen foregår, som Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, på et døgn.
Emma Bess (f. 1989) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2018 med novellesamlingen Mødre, døtre, søstre, som hun modtog debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for. Ly er hendes anden udgivelse.
Emma Bess, Ly, Forlaget Gutkind, Februar 2022, 238 sider.