M.W. Craven: Rottefælden
Der er nogle forfattere, hvis bøger man altid ser frem til med begejstring. Det er tilfældet for mig, når Craven udgiver en ny bog om det umage makkerpar Poe og Tilly, der på snu og ukonventionel vis jagter mordere i Cumbria.
Sammen med analytikeren Tilly er kriminalassistent Poe i retten, hvor han kæmper for retten til at blive boende i sit elskede hus på det øde Shap Fell. Men netop som dommen skal falde, bliver Poe og Tilly hentet ud af retten af agenter fra efterretningstjenesten MI5, som vil have deres hjælp til at opklare mordet på en mand, der er blevet tævet ihjel på et bordel.
Det undrer Poe, at MI5 er indblandet i en banal mordsag, og at de trækker Poe med ind i den, da han normal jagter seriemordere. Men der er folk højt oppe i systemet, der har peget på Poe – af uvisse grunde ønsker de netop ham sat på sagen.
Poe bliver endnu mere overrasket, da FBI-agent Melody Lee, som han arbejdede sammen med på sin seneste sag, dukker op i Cumbria for at hjælpe ham med opklaringen. Hvad er det, der foregår, og hvorfor har denne sag så høj prioritet? Jo dybere ned i sagen, han og Tilly dykker, jo flere benspænd lader det til, at der lægges ud for dem.
Men Tilly er heldigvis et geni til at finde oplysninger, som andre forsøger at skjule, og lidt efter lidt går det op for dem, at den myrdede mand ikke er den, han gav sig ud for at være. Der er flere og flere ting i sagen, som ikke hænger sammen, og så er der den lille keramikrotte, der blev efterladt på gerningsstedet – hvorfor blev den fjernet af en person fra efterforskningsteamet, og hvilken sammenhæng har den til et uopklaret bankkup tre år tidligere, hvor intet blev stjålet?
Det er spænding og plottvists for alle pengene i Rottefælden, og jeg sad med høj puls gennem det meste af bogen, som i øvrigt ikke tager lang tid at læse, for den er simpelthen umulig at lægge fra sig! Jeg er kæmpe fan af Poe og Tilly og den måde, som Craven udvikler deres makkerskab og venskab på fra bog til bog. Den underspillede humor, der ligger mellem linjerne, adskiller serien fra andre gode serier i genren og hæver den op på øverste niveau. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi har endnu mere godt i vente fra Cravens hånd, når næste bog i serien rammer boghandlen.
Du kan læse vores anmeldelser af de tidligere bøger i serien her.
M.W. Craven, Rottefælden, Forlaget Jentas, 437 sider, oversat af Peter Carstens, udkom 17. februar 2022