Ved John le Carrés død i december 2020 lå der et næsten afsluttet manuskript i en af hans skuffer. Sønnen Nick Cornwell har gjort det færdigt, og på dansk har romanen fået titlen ’Sølvblik’. Dette er navnet på et stort hus i en lille engelsk kystby, og i huset bor den lidt mystiske Edward Avon sammen med sin kone Deborah, der er døende af kræft.

Edward opsøger bogens anden hovedperson, Julian Lawndsley, der har sagt farvel til det hektiske liv som børsmægler i London og i stedet har åbnet en boghandel i den lille by. Der er noget fordækt ved Edward og hans lidt umotiverede, stærke interesse for Julian og boghandlen. Det viser sig, at Edward er involveret i handel med kinesisk porcelæn, og det vil han gerne involvere Julian i. Men der er selvfølgelig ugler i mosen, for hvor mon de kinesiske kopper, tallerkner og glas mm mon kommer fra, og hvor meget er de mon værd?

Den engelske efterretningstjeneste leder med lys og lygte efter bagmanden bag en lækage, og de har øjnene rettet mod Edward, som har arbejdet for tjenesten, og det gælder i øvrigt også hans kone. Parrets fortid afdækkes gradvist, og det er bestemt ikke et kedeligt liv, de har levet.

Le Carré er hård i sin udlevering af efterretningstjenesten og dens mange fejl. I det hele taget er forfatteren ikke glad for den vej, verden bevæger sig. Politikerne er gustne og tidligere tiders etiske leveregler i såvel politikkernes verden som agenternes ditto er skyllet ud i toilettet og erstattet af hård kynisme. Dette tema kender vi fra flere andre af hans bøger, men i ’Sølvblik’ det udtalt.

Der er andre træk, som man kender fra le Carrés univers. Der er skarp humor, intriger og gåder, og handling og dialog er kogt ind til en bouillonterning. Men det er ikke helt nok. Jeg savner noget spænding og et lidt klarere plot. ’Sølvblik’ er på nippet til at blive lidt kedelig, og det er nu synd, når det skal være den sidste roman i et fantastisk forfatterskab.

John le Carré: Sølvblik. Gyldendal, 272 sider. Oversat af Jette Røssel. Oktober 2021