Island var et barsk sted i begyndelsen af 1900-tallet. Her var fattigdom og nød, ikke mindst på landet hvor folk stadig boede i tørvehytter og sultede. I sådan en fjord bliver drengen Gestur – kaldet Gest – født. Han er kun to år, da hans mor og lillesøster omkommer i en lavine, og da faderen har visse udfordringer med retsvæsenet, bliver han taget i pleje af en velhavende købmand.

Livet i købmandsgården giver Gest et indblik i en anden verden; et sted hvor man har plangulve i stedet for lergulve, et sted hvor man aldrig går sulten i seng. Men livet er barsk, og en Gest kan aldrig føle sig helt hjemme, og derfor må han også som stor dreng vende tilbage til sin fødefjord. Her er ikke meget anderledes, for naturen er en mægtig fjende, men alligevel er det tyvende århundrede måske på vej i form af en ny præst og nordmænd med ambitioner for sildefiskeri?

Tres kilo solskin er ikke bare fortællingen om Gest, men om et kapitel i Islands historie. Det er fortællingen om armod og livsbetingelser, der tvinger mennesker til svære og grusomme valg. Men også fortællingen om nye tider; om de første skridt ind i det moderne. Her er både rige og fattige, lærde og analfabeter. Her er dem, der griber de nye tider og dem, der længtes efter det, der var engang.

Hallgrimur Helgason skriver storladent og med blik for de enkelte mennesker og deres kamp for at finde deres plads i tiden – og for bare at holde sig i live. Sproget er farverigt og levende, og man kan næsten mærke fugten og sulten når vi er i de fattige hytter og høre skønheden ved præstefruens sang, når vi er i de fine stuer. Undervejs bliver det nogle gange lige vel svulstigt undervejs for min smag, men Tres kilo solskin leverer ellers på alle de storslåede strenge med Islands barske natur som kulisse.

Hallgrimur Helgason: Tres kilo solskin. 432 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Kim Lembek, udkom 30. november 2021