Med sin mands urne under armen drager Ifigenia (Ifi) til Læsø. Så er tonen ligesom slået an; – kvinde i krise rykker op med rode for at finde sig selv. Det kan virke klicheagtigt, og det er det vel også? Og samtidigt virker det også komisk, ja næsten morbidt at hun har mandens urne med sig i bilen. Men når det så er sagt, så er det jo også let genkendeligt, for vi kommer alle til at miste nogen, vi har kær. Håbets ø er en roman om, hvordan man finder sig selv. Om hvordan man finder sin identitet efter at have været i krise.

Kvinden Ifi tager efter mandens død hele den lange vej fra det københavnske menneskemylder og larm ud på den lille ’øde’ ø i Kattegat, hvor hun forsøger at finde en vej tilbage til livet. Her i det lille tanghus lærer hun sig selv, hvordan man helt basalt overlever. Ifi tager på opdagelse på den lille ø, og i møderne med de lokale fiskere, købmanden, strikkedamen og kvinden Julie, som hun møder, da Julie redder hende fra at drukne, lærer hun mere og mere om sig selv.

I tanghuset, som Ifi har lejet, er der et kammer, som er låst, og nøglen synes som været sunket i jorden, og som det jo ofte er, vækkes nysgerrigheden, hvad er der bag den låste dør? Og på næsten magisk vis dukker nøglen op, og da Ifi tager mod til sig og får åbnet døren til kammeret, åbner hun også døren indtil en verden, som gemmer på nye indsigter, som vender op og ned på hendes eget liv.

Håbets ø er Anna Mejlhedes første roman, og det er en rigtig feel good roman, og er man til svenske Frida Skybäcks hyggelige romaner vil Håbets ø sikkert også have noget at byde på. Desværre sidder jeg ikke med en stor wauh oplevelse efter at have læst bogen. Den bliver mig lidt for kliche fyldt, og der mangler dybde. Det hele bliver for banalt, og plottet er næsten regnet ud, inden vi er kommet i gang.

Men ret skal være ret, jeg var i godt selskab under læsningen, og jeg nød at få lov til at komme med ud i naturen på Læsø.

Anna Mejlhede, Håbets ø, 320 sider, Februar 2022, People´sPress