Hvorfor har Sjuft ikke fået mere opmærksomhed end den har, skrev jeg til en litteraturveninde, da jeg var halvvejs gennem romanen.

Tjo, svarede hun, sådan er det nogle gange. Forfattere, der udtaler sig tosset om metoo eller ikke er, som forfattere er flest, bliver nogle gange ikke omtalt og anmeldt, og denne forfatter har jo sagt en masse tossede ting om sit kvindesyn, så nu er det måske paybacktime. Jamen! skrev jeg, så går en masse jo glip af en god læseoplevelse! Og det var hun enig med mig i og tilføjede, at hun fandt romanen rigtig velskrevet, og at hun var ret sikker på, at læsere af forfattere som Morten Pape og Jens Vilstrup også ville sætte pris på Sjuft, og at hun selv havde nydt at læse romanen.

Og hvad er det så for en bog? Sjuft er en erindringsroman, der som forlaget skriver “med afsæt i virkeligheden river læseren igennem et stykke intenst levet liv, og hvor afsenderen ugenert hænger det beskidte vasketøj frem til skue”.

Romanen bygger på levet liv. Og selvom Sjuft er en roman, og det dermed ikke er den fulde sandhed, fornemmer man alligevel, at det sgu nok passer ret meget af det. Hvorfor skulle det ikke? René Fredensborg har skrevet bogen for at forstå sig selv og sin familie bedre og har arbejdet på den i 10 år. Det er især hans far, han har behov for at nærstudere. Et sted i romanen skriver han “det krævede en far at bygge en far”, men når far har været en sjuft, hvordan kan man så selv blive en ordentlig far uden selv at blive en sjuft? “De svigtede svigter, dumhed går i arv …” fremgår det.

Og så er det er en roman om at vokse op i en skilsmissefamilie, om at blive svigtet af sin kække, øldrikkende far, om selv at finde ud af, hvordan man opfører sig som ægtefælle og far. Forfatteren har flere ægteskaber bag sig og 7 børn og lægger ikke skjul på, at han ikke er nem at danse med.

Forfatteren er bevidst om sit eget misbrug af stoffer og svigt af sine børn. Han fortæller om sit liv råt for usødet, han kender sit ansvar og ved, at han ikke lever op til det, og bogen er befriende fri for klynk og skyld, fokus er mere på facts og beskrivelser. Og når jeg læser om hans opvækst, kan jeg godt forstå, han fumler rundt som voksen.

Han udleverer sin far, sine brødre, deres koner, egne ekskoner og sine børn i et omfang og så detaljeret, så det er forståeligt, hvis de ikke er tilfredse. Men han udleverer også sig selv og er ikke det mindste bange for at berette om de sider, han udmærket godt ved, mange tager afstand fra. Han er ikke bare grænsesøgende, han er også grænseoverskridende. Han er ikke nærig med anekdoter, men deler tværtimod rundhåndet ud af interessante historier. For interessant er det faktisk. Jeg har i hvert fald været rigtig godt underholdt. Har sågar belemret min mand med at læse højt undervejs. Selvom bogen er lidt lang, og der af og til er gentagelser, er der først og fremmest tempo, energi og ballade.

Sjuft er en crazy rejse fra Sønderjylland til Nordsjælland og til Filippinerne. Det er en rå, grænseoverskridende roman, der giver et kig ind i en anden verden end den, de fleste af os færdes i. En verden der dog findes! Ikke kun i romanerne. En verden med stoffer, med et ønske om at blive set, med svigt, usunde relationer, fart over feltet, sex og druk. Det er hverken smukt eller poetisk, men bogen er godt skrevet, og er man vågen, opdager man, at der er flettet en del sætninger fra sange ind i teksten, det er i sig selv også ret sjovt.

Så selvom forfatteren måske ikke har det samme kvindesyn som dig, er der alligevel rig mulighed for en fed læseoplevelse.

René Fredensborg er født i 1972. Født og opvokset i Vamdrup i Sønderjylland. Han er journalist, radiovært og forfatter. Han har tidligere arbejdet på blandt andet Radio24syv, er i dag kulturkommentator på Ekstra Bladet.

René Fredensborg, Sjuft, Gyldendal, November 2021, 344 sider.