Når du har læst denne bog, er det som at have mødt et nyt menneske. Et menneske du ikke kendte noget til før jeres møde, men som i løbet af et par timers samtale fortæller sin livshistorie. Du får lidt at vide om personens fortid, hendes kærlighedshistorie, menneskene omkring hende og hvilke overvejelser hun gør sig om livet. Personen er Fru Terkelsen.

Fru Terkelsen er en ældre dame med blåt blod i årerne, der lever et nøjsomt liv. Hun bor i en lejlighed på strandvejen med udsigt over Øresund, som hun er flyttet ind i efter sin mands død. Hun mødes med veninden Rachel, der ligeledes er enke, og et ældre ægtepar til bridgeaftener og har ellers mest kontakt med sin trofaste hushjælp Nelly. Nelly bor på Enghavevej med sin mand og to børn og lever et helt andet liv end Fru Terkelsen, men der opstår alligevel meget sympati mellem de to. Vi møder ligeledes socialrådgiveren Nina og hendes mand Carsten, der forsøger at få hverdagen til løbe rundt med børn, karriere og kærlighed.

Og det er faktisk mere eller mindre det. Det er en sød, hyggelig historie, men der sker ikke ret meget og flere gange tog jeg mig selv i at have tankerne et helt andet sted end i historien, da jeg havde svært ved at bevare interessen. Det hele er meget hverdagspræget og spændingsforladt, men man får et indblik i forskellige menneskers hverdag og hvordan deres liv krydser hinanden.

Det er lidt ligesom med en leverpostejmad. Der er ikke noget som helst i vejen med den, og somme tider har man virkelig lyst til en leverpostejmad, men hvis man skal forkæle sig selv med lidt lækkert, vælger man sjældent leverpostejen. Jeg har det lidt på samme måde med denne her bog. Jeg lytter høfligt til Fru Terkelsens historie, men jeg synes i virkeligheden, at det er lidt kedeligt. Måske er jeg bare ikke målgruppen? Jeg er sikker på, at min farmor ville synes, at det er en dejlig historie.

Hanne Bistrup, Fru Terkelsens testamente, Mellemgaard, september 2010, 193 sider.