Julie Hastrup: Kryb
Det tidligere Middelgrundsfort i Øresund ud for København danner rammen om det niende bind i krimiserien om Rebekka Holm. Og der er endnu engang spænding og underholdning for alle pengene.
Øen som det gamle fort ligger på er overtaget af unge og omdøbt til Ungdomsøen. Aktiviteterne på øen bliver skabt af de unge, der bruger øen. Og det er på denne ø den unge pige Frida efter en fest for nogle politikere er forsvundet. Er hun rejst tilbage til København uden at fortælle det til sin veninde Gro? Eller er der sket hende noget?
Der går dog ikke så længe, så dukker Frida op. Død. Faldet i en smal skakt dybt inde i gangene under fortet. Hvad lavede hun derinde?
Drabsefterforsker ved Københavns Politi Rebekka Holm bliver kaldt ud på øen og det er nok meget godt, for hun har i den grad brug for at blive afledt. Hun er nemlig stadig ulykkelig over at hendes svenske kæreste ikke vil se hende mere og trøster sig selv ved at drikke for meget vin. Alt for meget vin.
Men hvordan er Frida havnet i skakten? Rebekka Holms chef vurderer hurtigt, at det må være selvmord, da den unge kvinde øjensynligt ikke trives. Rebekka Holm er ikke så sikker på den teori.
Jeg gad vildt godt fortælle mere, for det der er sket med Frida faktisk ret interessant. Jeg nøjes dog med at sige, at ondskab, magt og sårbarhed er nogle af de bærende ingredienser og at jeg endnu engang har været fanget af fortællingen i selskab med Rebekka Holm.
Hvis du er nysgerrig på Julie Hastrups forfatterskab, er her link til mine tidligere anmeldelser af hendes krimier.
Og hvis du er nysgerrig på Ungdomsøen (spændende projekt, som jeg intet kendte til), kan du læse om det her og her.
Julie Hastrup (f. 1968) er uddannet journalist. Hun debuterede i 2009 med En torn i øjet, som er første bind om Rebekka Holm. Julie Hastrup og Rebekka Holm har holdt mig vågen aften efter aften, hver gang en ny krimi er udkommet.
Julie Hastrup, Kryb, Politikens forlag, Maj 2022, 448 sider.