Begæret damper op fra siderne i Pauline Delabroy-Allards debutroman om en altopslugende forelskelse, grænsende til en besættelse mellem to kvinder. Det er historien om Sarah er sådan en historie, du læser med tilbageholdt åndedræt uden at ænse dine omgivelser, indtil sidste side er vendt.

Jeg-fortælleren er midt i 20’erne, bosat i Paris, enlig mor og gymnasielærer, da hun til et middagsselskab møder den frembrusende violinist Sarah. Hun bryder sig ikke om hende ved første øjekast, men alligevel føler hun sig utrolig draget af hende. De aftaler også at mødes igen, først som veninder, men snart som meget mere end det. Ingen af dem har været sammen med en kvinde før, og det er heller ikke noget, de skilter med udadtil, men tiltrækningen mellem dem er umulig at modstå.

Jeg-fortællerens datter bliver nævnt i flæng, men det er aldrig hende, der er i fokus. Det er længslen til Sarah og senere ubehaget ved at undvære hende og til sidst frygten for at miste hende, da Sarah bliver syg med kræft. Historien ændrer derefter karakter og overskygger det, de havde, og bliver til en grim fortælling. Selv jeg-karakterens moderrolle træder i baggrunden, da hun umuligt kan være noget for nogen, når hun er opslugt af sorg. Men dør Sarah? Eller er det kærligheden, der dør? Det kan læseren kun gisne om.

Kærlighedshistorien i Det er historien om Sarah er så smuk og udsøgt skrevet, at kønnet bliver udvisket, og det udelukkende er kærlighed og begær, der står frem. Jeg elskede hvert et ord, selv den sidste halvdel, som var mørk og dyster og farvet af sorg, tab og skyld. Hvor tabet af deres kærlighed overskygger al sund fornuft og bringer et vanvid frem hos jeg-fortælleren, man umuligt kan forestille sig. Så er du til bøger, der giver dig lige dele glæde og ubehag, er Det er historien om Sarah en bog, du bare MÅ læse.

Pauline Delabroy-Allard: Det er historien om Sarah, Forlaget Etcetera, oversat af Sofie Vestergaard Jørgensen, 184 sider, november 2021