Spanien, 1341. Ibrahim hersker over en uindtagelig borg på toppen af en klippe. Her forsøger han at være en god herre for indbyggerne i borgen og den omkringliggende by, tage sig af sine tre hustruer og i øvrigt være klar til at forsvare borgen mod de kristne, der presser på fra nord. Ibrahim går op i sine heste, sit bibliotek – og i at hans by trives.

Det er en brydningstid. Den iberiske halvø er delt mellem muslimer og kristne, der ivrigt bekæmper hinanden. Kun jøderne kan rejse mellem de to dele af øen, men det kristne er på krigsstien, og Ibrahim og hans familie må undervejs træffe svære valg. Hvornår skal de kæmpe? Hvornår skal de gå på kompromis? Ibrahim mærker magtens tyngende åg, og det bliver ikke bedre da en kristen hersker lægger en belejring omkring byen, for selvom murene kan holde stand, skal indbyggerne stadig bespises. Og hvor længe holder lagrene?

Vindens port tager os med til et levende Spanien i middelalderen. Her brydes kristendom med islam, videnskab med overtro, gamle forsvarsværker med moderne våben. Riebnitzsky skriver, så man næsten kan høre hestene vrinske, se vandet blive trukket op af brøndene og drømme om at få adgang til det store bibliotek med uvurderlige skrifter der samler alverdens viden.

Vel er den gode Ibrahim en smule renskuret, men det gør ikke noget, for Vindens port er et velskrevet værk fra et sted og en tid, vi sjældent husker på. Riebnitzsky har et forfatterskab med et internationalt udsyn, men jeg har ikke tidligere læst en historisk roman fra hendes hånd. Det klæder hende, og hun mestrer fint balancen mellem velresearchet at skrive en fremmed tid frem, uden at forfalde til overdrevet mange detaljer. Og først og fremmest at uanset hvor og hvornår en roman foregår, så er det vigtigste en god historie. Det har Vindens port.

Der var engang et rige i Spanien, der gik under, og Riebnitzsky har skrevet en hyldest til det tabte.

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Vindens port. 448 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkom 15. oktober 2021