// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Erik Gøbel: Under sejl. Til Asien, Afrika og Amerika
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Erik Gøbel: Under sejl. Til Asien, Afrika og Amerika

Skrevet af den 7. januar 2022 – 06:07Ingen kommentarer

Erik Gøbel fortæller i dette smukt illustrerede værk om de danske langfarter fra begyndelsen af 1600-tallet til midt i 1800-tallet. Her foregik sørejserne under sejl, og turene gik til danske kolonier i Trankebar i Indien, Guldkysten i Afrika og De Vestindiske øer, samt til Kina og Sydamerika.

Det var rejser, der varede i månedsvis, flere af dem også i årevis, så der skulle fragtes værdifuldt gods, for at få økonomisk gevinst. Der blev sejlet med krydderier, bomuldstekstiler, guld, sukker og the. Og så blev der sejlet med slaver. Dette mørke kapitel i Danmarkshistorien beretter Gøbel om nøgternt, men bestemt ikke uden empati, og man kan ikke være i tvivl om den uhørte brutalitet, som slaverne blev udsat for. Slavehandlen pågik fra midten af 1600-tallet og cirka 200 år frem, og man mener, at der blev transporteret op imod 110.000 slaver på de danske fartøjer. Man sejlede primært fra Guldkysten til de Vestindiske øer, der især i sukkerproduktionen havde brug for arbejdskraft. I Vestindien blev fartøjerne lastet med råvarer, som fragtedes til Danmark, og derefter gik rejsen så tilbage til Vestafrika efter flere slaver.

Forholdene for slaverne var kummerlige, og der var selvmord, sultestrejker og oprør på de lange rejser. Straffene var barbariske, som det fremgår af skildringen af et oprør på et dansk fartøj i 1709. Her fik lederen af oprøret først hugget den ene og så den anden hånd af, og derefter halshugget. Kroppen blev hejst op og hang til beskuelse i flere dage. De andre oprøre blev pisket og fik gnedet salt og peber i sårene.

Forholdene for sømændene var også barske, og sygdomme, sult og mytterier tyndede ud blandt besætningerne. Gøbel har en række af disse spektakulære hændelser med, men lægger også stor vægt at fortælle om den planmæssighed, som prægede mange af sejladserne. Efterhånden blev ture og mandskab professionaliseret, og man fik rutiner og erfaring med at sejle de lange ture.

Bogen kommer rundt om virkelig mange aspekter af livet ombord, sejlbådenes indretning, hvordan man navigerede, hvad der blev spist og drukket, og hvordan man forsøgte at holde forbindelse til dem derhjemme. Gøbel er dykket ned i righoldige kilder og fortæller spændende om nogle af de mange mennesker, som drog ud. Der er uddrag fra dagbøger og breve, og som sagt er bogen flot illustreret med kort, malerier, billeder og tegninger.

Erik Gøbel: ’Under sejl. Til Asien, Afrika og Amerika’. Gads Forlag, november 2021. 416 sider.

Der er lukket for kommentarer.