Sarah Haywood: Kaktus
Nogle gange skal der en tragedie til, før livet tager dig med derhen, hvor det hele sker.
Femogfyrre årige Susan Greens liv er det, man kan kalde velordnet. Hun bor i London i en perfekt lejlighed til én person, har et godt veletableret job og er i et forhold med fastlagte regler, præcis som Susan kan lide det. Så bliver hun ved et uheld gravid, og inden hun når at fortælle sin mor det, får hun et opkald fra sin lillebror Edward om, at moren er død. Og med ét er Susans perfekte liv et stort kaos.
Susan er nødt til at tage tilbage til sin hjemby for at organisere begravelsen og rydde ud i morens hus. Hun opdager til sin store skræk, at den arbejdsløse og temmelig dovne Edward nærmest har overtaget barndomshjemmet og sørget for, at morens nylige testamente er i hans favør. Susan er forarget, rasende og på krigsstien. Edward og hende har aldrig været på god fod, og hun vil for alt i verden ikke lade ham få det, der tilkommer hende.
Så møder hun Edwards gode ven Rob, som ved første øjekast udelukkende er en irriterende (men vanvittig flot!) distraktion, der kun er i vejen. Han prøver at mægle mellem de to søskende, men Susan vil på ingen måde give sig. Hun har en agenda, som hun må følge, koste hvad det vil. Det er bare ikke helt nemt at være højgravid og i sine følelsers vold uden en at støtte sig op ad.
Kaktus er fortalt af Susan, og jeg måtte trække en del på smilebåndet undervejs over hendes skarpe og til tider brutale observeringer om de personer, hun omgiver sig med. Susan er på ingen måde en karakter, man fra første færd får sympati med, og man skal da også langt i bogen, før man begynder at mærke, hvem hun er under sin hårde skal. Men efterhånden som man hører mere og mere om Susans barndom og liv, falder brikkerne på plads. Der er en grund til, at Susan er, som hun er, og jeg måtte beundre hende for at holde fast i de rutiner, som fik hende til at føle sig tryg.
Kaktus er Sarah Haywoods debutroman, og den er bestemt sommerens must-read indenfor sin genre. Haywood er knivskarp, morsom og med en sans for at skabe karakterer, der vokser, som historien folder sig ud. Vi får både det skæve, det tunge og en fin kærlighedshistorie om at turde elske, selvom det betyder at miste kontrollen. Elskede du Projekt Rosie af Graeme Simsion, vil du også elske denne bog.
Sarah Haywood: Kaktus, HarperCollins Nordic, oversat af Aya Køllgaard Carlsen, 400, februar 2022