Der er ikke langt fra succes til fiasko. Èn fyring, en lille sitrende hånd, og pludselig er man ikke længere en del af den øvre, kreative middelklasse. Så må man forlade segmentet for caffe latter og sushi og overveje om man stadig har råd til økologisk børnetøj til sønnike og endnu værre – om man overhovedet har råd til at bo i storbyen eller kan blive tvunget til (gys!) at flytte på landet.

Sådan ser livet i hvert fald ud for Isabell og Georg. De havde ellers alt for sig. En lejlighed i Berlin, en dejlig lille søn og to gode karrierer som cellist og journalist. Men så er det altså at Isabells hænder begynder at ryste, og celloen derfor ikke længere vil som hun vil, og oveni bliver Georgs avis opkøbt, og alle må jo kunne se at det medfører fyringer. Oveni er Georgs mor ved at miste taget i sin egen hverdag, og derfor går parret altså fra at købe læderfutter i dyre domme fra den lille naturbutik til sønnen ligesom alle de andre speltmødre og til at være rystet i deres grundvold. For hvis de ikke er den kreative klasse, hvad er de så?

Isabell og Georg er et par som mange andre i den urbane klasse. Og som så mange andre tager de velstanden og fremgangen for givet. Lige indtil den ikke er der mere, og de skal lægge livet om. Det er ikke fordi de er født med en sølvske i munden og aldrig har oplevet modgang; det er mere sådan at modgang er noget der ellers hørte fortiden til, noget der mudrer deres billede af dem selv og deres liv.

Isabell og Georg er tyskere, men de kunne såmænd lige så godt have boet i København eller en anden dansk universitetsby. De har forladt forældregenerationens nøjsomhed til fordel for et liv med cafebesøg, økologi og spændende, kreative jobs – hverdagsliv med værdier, som deres generation har vænnet sig til at tage for givet, men som hurtigt kan forsvinde igen.

De lykkelige er en generationsskildring af min egen generation, os der voksede op i 80’erne, var unge i 90’erne og 00’erne og som glæder sig over de mange muligheder, frihed og vækst, som vores tid tilbyder, men som samtidig ikke helt har forstået at bagsiden af medaljen også er, at der kun er brug for de dygtigste og hurtigste, og at selv den mindste lille sprække i det mentale dige på kort tid kan føre til at det brister. Det er skildret indfølende, til tider humoristisk, med en skarpt, skrapt og alligevel kærligt blik på menneskers formåen og uformåen. Sprogligt er debuterende Bilkau raffineret og medrivende, en ny tysk stemme som nu også er tilgængelig for danske læsere.

Kristine Bilkau: De lykkelige. 284 sider, Palomar. Oversat af Dorthe Seifert, udkom 30. september 2021