Jeg havde set frem til at læse romanen Guds hustru. Selve titlen, synes jeg, var interessant, og jeg glædede mig til at skulle dykke ned i et narrativ, hvor det at være gift med Gud var omdrejningspunktet. Man får da også lov til at komme med helt ind i ægtesengen, selvom det lader noget tilbage at ønske, da Gud og hans hustru ikke deler samme kropslighed. Dette fokus på deres forskelligheder i materie og kropslighed er selvfølgelig det, som driver historien, for hvad kan og skal et almindeligt menneske forstå omkring Gud, Han som har skabt hele universet? Kan vedkommende det?

Hele romanen er skrevet som et langt brev til læseren. Det er Guds hustrus vidnesbyrd om det, hun oplever, om hvordan hun lever sammen med Gud. Det, at hun skriver til læseren, er forbudt, og hun er heldig at finde en blyant, som hun derfor må gemme for Gud (hun gemmer den i sin skede), da han ikke må finde ud af, at hun skriver. Igennem den brevskrivningsproces forsøger hun at forstå sin mand, hun forsøger at forstå Gud og den himmelske verden, som hun pludselig er blevet en del af. Gud vil gerne diskutere med hende, men det skal være ud fra logik, teorier og faglitteratur, der må ikke læses skønlitteratur, da det sætter gang i fantasien, og fantasi er farlig. Derfor er det også farligt, at hun skriver, for det kan jo opfattes som det pure opspind. ”Jeg siger, at jeg elsker Ham, men Hans logik virker altødelæggende på mig. Han siger, at min fantasi virker altødelæggende på Ham.”

Umiddelbart synes jeg, ideen om at skrive Guds hustrus historie er sjov, pirrende og interessant, og den lægger sig da også i slipstrømmen af den måde, man altid har læst Biblen på, hvor der netop er mind-gaps; – huller i historien som en forfatter kan fortælle videre på eller fortælle ind i. Det er her, hvor det er interessant, hvis man til den bibelske fortælling spørger, hvad nu hvis…? Det gør Kierkegaard bl.a. i Frygt og bæven, hvor han kommer med fire alternative fortællinger til fortællingen om Isaks ofring / ikke ofring.

Her i Guds hustru forfalder forfatteren til alt for mange filosofiske og teologiske henvisninger og teorier, som slår selve historien i stykker, og det virker på mig som om, forfatteren har haft et behov for at vise, hvor belæst hun er, og det bliver lidt kedeligt. Jeg må indrømme, at det var lidt en kamp at læse bogen til ende, og jeg fik den også lagt fra mig for at læse andet undervejs, som bare talte mere til mig og som havde en god spændende historie at fortælle. Bogen er interessant, hvis man synes religion, myter, teologi og filosofi er spændende, men som roman og narrativ synes jeg fortællingen blev uinteressant og nok også lidt søgt.

Amanda Michalopoulou, Guds hustru, 224 sider, September 2021, Forlaget Jensen & Dalgaard, Oversat af Pia Johansen.