Små bygder, det stormfulde hav, fjelde, kvinder, mænd, begær, søfolk, spøgelser og gengangere er bare noget af det, som man støder på, når man begiver sig ud i at læse Einar Már Gudmundsson roman Islandske forbrydere. Og lige så punktformagtige de ord er, på samme måde er romanen. Den folder sig ud som et puslespil, hvor der i hvert kapitel lukkes op, præsenteres en ny brik eller en fortælling, som så til sidst samles i et fint billede eller en fin historie om livet på Island i en brydningstid.

Vi kommer tæt på Sigga Søstærk, som bryder med normerne og kaster sig ud i bølgen blå som sømand på lige fod med mændene. Hun er endda en god en af slagsen, fangsten er god og stor, når hun har været med ombord. Men vi hører også om, hvor svært det er for hende at få lov til at gå i bukser, for det gør kvinder jo ikke.

Vi hører om Jóna, som kommer fra fattige kår og bliver givet til Blinde Óli, som hun skal hjælpe med de dagligdags gøremål, da han er blind. Men er det kun hjælpe, hun skal, eller skal hun også tilfredsstille ham, – være hans lille kone? Ja, hun bliver givet til ham, og på et tidspunkt begynder hun at overveje, hvem der ejer hende? Ejer man sig selv og sin egen skæbne, eller bliver man blot sat i bås og skal blive der for bestandigt?

Som det ofte hænder i de islandske fortællinger, spiller naturen, det overnaturlige og uhåndgribelige en vigtig rolle, ja det har det med næsten at blive personificeret. I romanen hører vi om gengangere, som straffer folk i flere generationer, for den udåd der er hændt dem. De kryber med i parrenes senge, således at forholdet slutter før det næsten er begyndt. Der hidkaldes folk, som forsøger at mane spøgelserne i jorden igen, så de levende kan få fred, men det er lettere sagt end gjort.

Man skal holde tungen lige i munden, når man begynder at læse romanen, for det fyger fra start af med steder og navne, som det kan være svært at holde styr på. Men hvis man holder ved, og jeg vil næsten sige, læser romanen i et stræk, så venter der én en dejlig og fabulerende fortælling om livet i de små islandske bygder. En roman om at finde sin identitet. En roman om at stå i en brydningstid, hvor det kan være svært at finde ud af, om man skal holde fast ved det gamle og kendte, eller gå med det nye og moderne.

Hvem er så egentlig de islandske forbrydere, som romanen gerne vil fortælle om? Ja, det kan det være svært at hitte ud af, for er tingene så sorte og hvide, som vi gerne vil gøre dem til, eller bliver vi forblændet?

”Med forbrydelserne er det på samme måde. Hvad der på ét tidspunkt er en forbrydelse, er på et andet tidspunkt en dyd. Vi ryster tit på hovederne over de hårde domme, fortiden har fældet, vi ser splinterne i det forgangnes øjne, men ikke bjælkerne i vores egne.”

Selvom det er en fortælling om Island i begyndelsen af det 19.årh., så taler romanen på mange måder ind i den tid vi lever i her og nu, og det er helt klart en meget læsværdig roman. Jeg er i hvert fald ikke færdig med Einer Már Gudmundsson eller andre af de store islandske stemmers fortælleunivers.

Einar Már Gudmundsson, Islandske forbrydere, 266 sider, Oktober 2021, Lindhardt og Ringhof, Oversat af Erik Skyum-Nielsen