Kristian Ditlev Jensen: Bar
”Der er creamer her. Du elsker jo at fylde dig selv med gift, så værsåartig,”sagde hun. ”Det er det, jeg gerne vil tale med dig om i dag, tror jeg,” sagde jeg. ”Creamer?” spurgte hun. ”Nej. Gift.” ”Har du taget gift?” smilede hun, imens hun faktisk også så oprigtigt spørgende ud, som om det kunne sgu da godt være. ”Både og. Jeg synes, jeg drikker for meget,” begyndte jeg. ”Ja?”
Med de ord har vi fat om romanens omdrejningspunkt, hvilket valg træffer du, et liv med alkohol eller et uden? Igennem romanen følger vi hovedpersonen Kristian, som har et ikke sundt forhold til de våde varer, ja som han jo indirekte siger i citatet ovenfor, så er det gift for ham. Det ødelægger ham rent fysisk, men også relationsmæssigt og mentalt.
Bogens hovedperson Kristian er på besøg hos endnu en terapeut, han kan ikke finde sit ståsted i livet, han ødelægger parforhold, han ødelægger sit arbejdsliv, fordi alkoholen er en gæst, som han ikke kan få sagt fra overfor. Så han står overfor valget: Fortsæt som du altid har gjort, og du vil gå til grunde, eller tag sidevejen og kom tilbage til livet. Bar beskriver en menneskelig deroute fra vugge til grav, og man overraskes over, hvor store mængder alkohol der indtages – noget jeg ikke troede var fysisk muligt.
Kristian Ditlev Jensen kan skrive, og man fornemmer igennem bogens sider hans fascination og interesse for ord og vendinger. Alle kapitler har fået en drikkevare som overskrift, hvilket er et sjovt og interessant greb, da bogen netop handler om alkoholisme. Når man tænker efter, er det ret pudsigt, som vi, alle som en, er omgivet af drikkevarer i vores hverdag, drikkevarer betyder noget fra det første vræl til det sidste åndedrag. Igennem bogen oplever man derfor også denne progression fra uskyldig gåsevin hos farmor, over ’små grå’ og bitter, til danskvand når man forsøger at lægge alkoholen på hylden, til den sidste form for væske som man indtager, inden det sidste åndedrag tages, – en fugtig klud.
Med selve titlen Bar leger forfatteren netop også med dette, at man kan gå på bar for at få noget at drikke, men at man også kan risikere, især når mængderne bliver for store, at man kommer til at stå helt afklædt, at man mister alt omkring sig, ja mister sig selv og kommer til at stå nøgen – bar.
Bogen er god, men jeg ved ikke, om jeg vil sige, at jeg var godt underholdt, for det er jo barske ting, der serveres. Men som næsten jævnaldrende med forfatteren var jeg med på universitet, på turene rundt i Kbh. og til fredagsbar, og det var sjovt at genbesøge de steder. Men samtidigt blev det også voldsomt at være vidne til den deroute, som sker, hvordan arbejdsopgaver, og rejser bliver et påskud for at kunne drikke sig helt væk. Hvor sølle det er, når man skjuler sine drikkevarer for andre, og hvordan man helt oprigtigt ønsker at få en drink bestående udelukkende af medbragt hospitalssprit.
Kristian Ditlev Jensen har også et flot blik for, hvor svært det er i et samfund som det danske at takke nej til alkohol. Alkohol er for mange en nødvendighed ved sammenkomster, når noget skal fejres, når blot vi skal hygge, og hvor er det svært ’bare’ at bede om en danskvand. ”Jeg oplevede det hele tiden. Folk undrede sig. De stillede spørgsmål. Og de stillede hele tiden mere og mere grænseoverskridende spørgsmål. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg var vegetar. Det var det samme slags spørgsmål. Det største spørgsmål var: ’Jamen, hvorfor?’ Og det var klart underforstået, at der jo måtte være en grund, når man valgte ikke at drikke. Det var der også.”
Kristian Ditlev Jensens kontrafaktiske selvbiografiske roman er ikke for sarte sjæle. Den er barsk og rå, og der fortælles frit fra leveren. Når man så også ved, at meget af det beskrevne trækker på forfatterens egen historie, så lægger det lige lidt til. Man får ikke medlidenhed med forfatteren Kristian, men man bliver glad for, at han fik valgt en anden vej i sit liv. Det er en god, velskrevet og vedkommende bog, som kravler ind under huden på en.
Kristian Ditlev Jensen, Bar, Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal, Oktober 2021, 350 sider